- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 2 (1885) /
956

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Herman Bang: Teatrene (Efteraarssæsonen)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Teatrene.

Det var som en Forkogling af den unge Digter: hver den hede Tanke,
hver udskejende og skønhedssyg Drøm, hvert uroligt Suk gik hjem til dette
Imperatorsæde, prydet med Skuespillerens Laurbærkranse, og de hvilte ved Lyden
blot af Neros Navn. Der tog de Form i ubændige Vers, fulde af Ild. Og
vi, som var lidt ældre og ikke var just af den samme Kreds, vi hørte af de
jævnaarige om Aften efter Aften, hvor den unge Christiansen for Venner,
atten Aar, som han,5 læste sine brændende Strofer om Neros og Poppæa
Sa-binas Elskov.

Nu er nogle Aar gaaet hen siden da, og nu er Einar Christiansens
„Nero“ spillet. Den unge Forfatter har ikke sluppet sin Helt, Nero har levet
hele hans Ungdomsliv med ham. Og i det Skuespil, som vi nu ser, har
Moralen vundet all det — hvad Nero-Drømmen tabte. Den hvide Kristendom
slaar blege Traade i den neroniske, blodstænkte Purpurvæv, Neros Lyst bøjer
angrende Knæ under del fromme Blik fra Asras Dueøjne.

Der er megen Moral, der er funklende Ord, der er paany — som i
Lin-dows Børn — to—tre af disse hastigt og snildt optømrede Situationer, som
vidner om Teaterskribentens Haandlag; der er Pragtsteder for en
Nero-Deklamator, og der er al Rolleskrædderens omsigtsfulde Maaltagen af den for det
givne Parti bestemte Skuespiller; der er Stænk af Poesi, der er en skønt
instrumenteret Efterklang af svulmende romantiske Ord — men Nero-Aanden, den
er dunstet bort indtil sidste Spor. Einar Christiansen plantede i dette Drama
en Paaskelilje paa sine Ungdomsdrømmes Grav.

Naar man ser dette „Nero“, tænker man uvilkaarligt paa, hvilken Magt
hin unge Roma-Cæsar, der med Poppæa Sabina vekslede saa elskovsfulde
Ord, vel vilde have haft over vore Sind. Mens Emil Poulsens Deklamation,
stolt og selvtillidsfuld, ruller os forbi — som illustreret af en harmonifyldl
Plastik — tænker man, at lige godt som denne stilfulde Kunst passer denne
Nero, der er blevet ældre, vilde maaske en Jaqnes Viehes unge
Skønhedsdrømme, hans tørstige Passion, have givet Liv og Sjæl til den Nero, som var
sprunget frem af hine unge Digter-Længsler, der vidste kun lidet om Asras
Hvidhed, men mer og endnu mer om Poppæas Dejlighed og det brændende Romas
Dæmon-Pragt.

Man tænker paa dette, vi her hjemme aldrig ser: et ungt Stykke, spillet
af unge. Man giver sig hen til en Drøm om et Drama, skrevet af en fem og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:10:00 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1885/0966.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free