Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Herman Bang: Teatrene (Efteraarssæsonen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tyveaarig, spillet af Skuespillere paa hans Alder, mættet med al
Samtidighedens og Følelses-Lighedens Forstaaelse — og man ser mismodig en Skare
unge dramatiske Kunstnere spredte planløst paa fire Scener, ledet uden Spor
af Maal og uden blot en Gnist af kunstnerisk Ærgerrighed.
Den fuldstændige Mangel paa Enhed i Styrelsen af vore Teatre slaar os,
just naar vi tænker paa de unge, med sørgelig Magt. Ti nu er der vokset
frem en Hob af yngre. De findes paany, Æmnerne til et friskt og kraftigt
kunstnerisk Kuld. Men de har ingen Opdrager, ingen som samler. Ingen af
vore Teaterledere vover klarsynt at se, at her er Vejen hen gennem daarlige
Tider til den betryggede Fremtid.
Paa Kasino veg »Fyrst Zilah’ før „en.Tur til Maanen*. Nøgne Personer
i Flok forjog Ida Aalberg og Vilhelm Viehe. Og med det samme har tyve
Balletdamer i elektrisk Lys bragt hos Publikum i Forglemmelse et Forsøg fra
de helt unge paa at spille virkelig Komedie, et Forsøg, som Publikum af al
Magt burde have opmuntret, og som for Direktøren utvivlsomt burde have
været et Fingerpeg.
Ti saaledes som dette fuldstændig hule Stykke „Fyrst Zilah* ved den
tiende Opførelse blev spillet af Kasinos uøvede Tropper, var det godt indtil
det overraskende. Kritiken, som møder ved den første Forestilling, og som
der afsiger sin endelige Dom, uden at regne hverken med Ængstelse eller
Uøvethed, havde imidlertid slaael de unges aastrængte Forsøg til Jorden, og
Direktøren hastede — tvungen af sin for Sæsonen lagte Plan — til Maanen.
Vilhelm Viehe og de andre havde saaet i Sandet. De tik. ingen Grøde.
Sandheden var den, at de havde Jortjnnt al Opmuntring. Fejlene var
her den ellers saa udmærket resolute og handledygtige Direktørs, der her
næppe havde gjort nok for at understøtte sit unge Personales Arbejde.
De to Figurer, der i anden Akts Begyndelse konverserede Baronessen, og som
hver Aften vakte Publikums Latter og bier, trods al deres Ubetydelighed, et
Skær til Stranding, burde ikke præsenteres paa et Teater, hvor Herrerne Pio og
Helsengren gaar ledige om. Det er næppe betænksomt af en Direktør for et ungt
Teater at gøre Brud paa en Rolles Mening og slaa Breche i et Stykkes sunde Sans i
den Grad, som her skete, da man lod Fru Recke-Madsen slæbe sin gamle, nu
lidt krumryggede Teatervanthed ind i Baronessens levelystne, ungdommelige
Parti. Rollen vilde fortræffeligt have klædt Frøken Louise Bræks elegamte
Fremtoning og lidt blasert-spidse Replik-Tournering. Selv Fru Schwartz-Nielsen havde
lykkeligere fremstillet denne inkarnerede Giftelyst. Men Direktøren havde, som
sagt, kun vist svagere Interesse for sit kæmpende Korps’ Anstrængelser.
Følgen var den, man kunde vente. Selve Ida Aalbergs Sejer knuste alle
hendes Omgivelser. Naar jeg her taler disse Omgivelsers Sag, er det, fordi
intet er mig smerteligere end at se unge Kræfter kæmpe redeligt men
resultatløst Fremdeles fordi det er min Overbevisning, at Direktørerne — og alle
vore Direktører — maa atter og atter have den Sætning indskærpel, at deres
Pligter mod et Personale ikke er opfyldt den Dag, da de har betalt til sidste
Hvid de bestemte Gager. Mest har en Direktør for unge Pligter. Ti det vil
tifold staa til ham at hjælpe frem saa godt som at hæmme, at stille frem i
Lys saa vel som at holde inde i Skyggen.
Mig forbavsede Hr. Aagaard som den gamle Ungarer. Her formede
sig hans Ubevægelighed om til Ro, hans Diktions Langsomhed fik Præg af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
