Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Iver Iversen: Mareridt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
elsker hende. Med tilbagetrængt Aandedrag lyttede han
halvslumrende, — alt stille.–––––
— Pludseligt forekom det ham, at hans Dør aabnedes, sagte
Skridt kom hen mod Sængen, et hastigt Aandedræt og dybe Suk
pustede over Ansigtet, en hviskende Røst kaldte ham ved Navn:
Clemens, demens! — Det er mig! — Asta bøjede sig over hans
Leje. Han blev sløvt forbavset ved at se hende; det forekom ham
sært og dog selvfølgeligt, at det var hende. — Han følte hendes
bløde Arme glide sig om Halsen, hendes varme Kind mod sin,
de søde Læber mod hans, hendes Øjne lyste fosforagtigt, og
Øje-laaget gled ned over Pupillen, hvis Skær sluktes som en Aftensol.
— Det duftede af Violer, — han sank dybt i en Afgrund,
klyngende sig til hende, hun lo og kæmpede for at slippe, slog ham
med en Kløverblomst over Ansigtet; han favnede hende, hun gled
bort, han trak hende til sig, hun lo og vilde brænde ham med en
Cigaret, de nøgne Arme lyste, det røde Livstykke bølgede som en
Flamme, det sprængtes, og hede hvide Luer vældede frem
omkring dem, hendes Haar snoede sig om hans Hals, hun hvirvlede
ham rundt i Kredse, det stemmede for Brystet, hun sprang ind
paa ham og raabte: Dyret bider, og slyngede ham gysende ned i
en dyb, dyb Brønd;––––han vaagnede febersyg og forvildet med
Hovedpuden krystet til sig.
Stærene fløjtede udenfor deres Kasser paa Gavlen, Solen lo
ind tU ham, — det var højt paa Formiddagen. Han var tung i
Hovedet, klædte sig langsomt paa og gik ned. —
Der var ingen i Spisestuen; den blanke Temaskine
snurrede, Frokostbordet stod dækket med skinnende Dug, hvidt Brød,
lyst Smør — Knivene blanke som Solstraaler — alting lyste af
Renhed. Saa traadte Asta ind, frisk, hvid og rolig som altid.
»Syvsover! Er det en Tid at komme op paa? De har jo
ligget lige saa længe som Jenny.«
Hun rakte ham Haanden, som han næppe turde berøre, han
generede sig ved at se paa hende, og skammede sig paa hendes
Vegne, at hun kunde lade som intet efter hvad der var hændet
dem imellem. — Snak! Det var jo kun Drøm!
»Hvordan har De sovet?«
»Tak, ikke rigtig godt.«
»Det var da kedeligt. Laa De ikke ordentligt? Jeg havde
saamænd ofret Dem min egen bløde Hovedpude. Men De har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
