Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Oscar Levertin: En Pintseidyl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lad os nu se, at . I ogsaa benytter Ferien rigtigt. — Læs hverken
for meget eller for lidt, men benyt Hvilen i Guds herlige Natur.«
Og Drengene lo, saa de var færdig at kvæles, mens Grossereren
sad og dinglede med Benene paa Stigen, som pludselig var
avanceret til et Kateders Rang og Værdighed.
Saa skulde alle Mand ud i det fri......... Grossereren tog
sin Økse — han havde lært af Gladstone at hugge Brænde —
og gik omkring og undersøgte Træstammerne. Han vilde »fælde
Træer«, sagde han, det var nu hans Sommerpassion, og han
plejede at sige det med samme Eftertryk og morderiske Alvor,
som naar Kæmpen i Æventyrene siger, at han vil smage
»kristen Mands Blod«. Fruen gik ned i Kælderen, og fra
Kælderen til Bryggerset, fra Bryggerset til Hønsegaarden, og det er
ikke urimeligt, at hun gjorde Ronden en Gang til. Drengene tog
Raketer og Boldte og løb omkring paa Græsplænerne, indtil de
af Læsningen og Skoletimerne graagustne Ansigtsfarver gik over
til det rødeste rødt. Og endogsaa Husdyrene för ud. Max, den
godmodige Hund med de studsede Øren, befriedes fra Halsbaand
og Hundetegn og gav sig til i sin Henrykkelse over at være
undsluppen Civilisationens Tvang at gøre gale Krumspring i Gangene,
og naar nogen kom paa dens Vej, sprang den i det uendelige
baglænds under korte, nervøse Bjæf — for at antyde, at den
vilde udføre sit Sommerlivs Hovedbeskæftigelse: at hoppe og
apportere Sten. Men Katten, som var en mere adstadig, forstandig
og erfaren Personage, trippede med en Hoffrøkens sirlige
Menuettrin ned til en Sandbunke midt i den bagende Sol og strakte sig
der saa lang den var som den vellystigste Lazaron.
Og Aftenen kom, en Pintseaften med frisk Duft og lune
Vindpust. Alt var Klarhed og Stilhed, og ligesom dobbelt tryg
og rolig, fordi ingen Arbejdsdag tidlig næste Morgen skulde
vække den med sin Madklokkes gennemtrængende Klingen, havde
hele Egnen lagt sig til Hvile i den stille Helligaften,
hen-sunken i en skær Jomfrus kyske Slummer. Drengene var krøbet
til Køjs og sov nu med Barnesøvnens jævne, rolige Aandedræt
og røde Kinder mod Hovedpudens hvide Pudevaar, med lange,
solbeskinnede Perspektiver af Leg og Frihed i deres Drømme.
Ude i Køkkenet sad Pigerne ved det aabne Vindue og snakkede;
hvor følte de sig dog lettede ved at være slupne ud af det
snævre, evig mørke Pigekammer i Byen, hvor ens Øje ikke
kunde se andet end en skummel, indelukket Gaards graa Stene.
Tilskueren. 1886 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
