Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Januar
- Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Fjor gav det kgl. Teater jo de andre Teatre Lov til i December
Maa-ned hver at spille ét Stykke af Holberg. Hvorfor ikke gentage en saadan
Tilladelse hvert Aar? Der dukkede i Fjor to nye Ansigter op i det holbergske
Fag: Fru Rosenbaum og Hr. Berggreen. Der var i hendes Pernille og i hans
Arv en Festivitas, vi ikke i mange Aar har mærket noget til i disse Roller.
Er det nu virkelig det kgl. Teaters Mening, at denne Skuespillerinde og denne
Skuespiller kun denne ene Gang skal naa at spille det, hvortil de synes fødte?
*
* *
Det er saa vist ikke paa det klassiske Repertoires Grund, Dagmarteatret
søger at levere de store Slag, hvormed det vil erobre det literære Publikum.
Dets Primadonnas Ærgerrighed viser det hen til det moderne Skuespil og
særlig til det nyere franske. Ogsaa i December er det med et saadant Stykke,
det har søgt at knytte Sejeren til sin Fane. Denne Gang dog med en ny
„Stjærne" i Hovedrollen, medens dets faste „Stjærne" glimter tindrende frem i
en mindre Rolle.
Omtrent samtidig opførte det kgl. Teater Bjørnsons nyeste Stykke
.Geografi og Kærlighed’. En Sammenligning mellem disse to Skuespil og
deres Udførelse falder af denne og andre Grunde naturligt. Begge Stykker ere
en Blanding af lystige og alvorlige Situationer og Stemninger, i begge drives
Lystigheden ikke saa sjældent ud i det farceagtige, og begge Skuespil har
Scener eller maaske dog kun Repliker, der klinger som selve Livets triste
Alvorsord. Alle disse uensartede Stemninger, Toner, Farver og Tempoer
hvirvler os om Ørene, vi faar ikke Tid eller Lejlighed til at faa fat paa en
eneste af dem, før den næste alt trænger sig frem. Karaktererne udvikle sig
ikke, de springer, de hopper fra den ene Yderlighed til den anden uden noget
som helst Bindeled, aldrig véd man, fra hvilken Side man skal tage dem, om
det er Alvor eller om det hele kun er en Karnevalsspøg. Begge Stykker ender
„lykkeligt", Ægtefolkene forsones, og Hustruen tager begge Steder Tøjlerne i
sin Haand; mere eller mindre fast griber vel hendes fine Haand om disse,
men den skal nok vide at tage fastere Tag, naar det gælder næste Gang.
Hvor forskelligt hidfører nu Sardou og Bjørnson ikke denne Slutning!
Det er som kunde man blot heri maale Forskelligheden af den Luft, man
aander i Frankrig og i Norge, den lette lyse i Syd og den tunge mørke i
Nord. Medens Bjørnson anvender en hel Akt med en Moders Spænding og
Angest for sin Datter og en Hustrus Kamp og Sejer over en Forfører, lader
Sardou, som det kun kan tænkes paa Teatret, Hustruen høre sin Mand holde
en lang Enetale, hvori han mindes sin salige Bryllupsaften, saa skærer Stellas
Triumftog med sin Larm denne Stemning over, og han forbander hende og
den Lidenskab, hun har vakt hos ham, og Hustruen, der har hørt alt, drager
ham tilgivende til sig. Dette vil sige, at Sardou vilde have ladet „Geografi
og Kærlighed" ende med, al Karen bag Kortene hørte Tygesens Samtale med
Datteren, og at hun, da Kortene slaar deres Herre og Mester til Jorden, saa
traadte til som den tilgivende Kvinde, der vil pleje sin syge Mand. Og det
vil sige, at havde Bjørnson skullet ende „Andrea", havde han maaske sluttet
af, hvor Andrea forlader Stefan med de triste Ord om de tre Aar, eller han
havde digtet en Akt til og i denne vist os, hvorledes Stefan gennem Kamp og
Lidelse vinder sin Hustrus tabte Kærlighed tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:32 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1886/0104.html
