Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mellem Malla og Tygesen Glanspunktet i første Akt, ligesom Scenerne mellem
Ane og Tygesen i anden. Frk. Antonsen fortjæner stor Ros for sin Udførelse
af dette svaghjæmede Arbejdsmenneske, hele hendes Smule Forstand staar
straks stille ved den mindste Gaaen udenfor det dagligdags, og den forpjudskes
helt ved Tygesens tiltagende Urimelighed. Blot et Blik paa Ane i anden Akt,
og man forstod, hvor Tygesen jagede med hende den hele udslagne Dag, ja
selv om Natten havde hun ikke Ro: hun var et Billede paa Forstyrrelsen
i Huset.
,Geografi og Kærlighed* har naturligvis sin Detratantinde, Frk.
Linde-mann. Der var i den unge Dames Spil noget, der sikkert hørte hende selv
til, de hurtige Udbrud kom med en sjælden Naturlighed, men Frøken
Linde-mann maa vogte sig for at kopiere Fru Hennings, her gik det an, da Helga
skal ligne sin Moder saa meget, men sligt er farligt at begynde paa.
Iscenesættelsen var ikke noget første Rangs Arbejde: lignede den Gang
hos Tygesens et etnografisk Museum? ingen kunde falde paa at tro, det var
fritstaaende Genstande, det var kun malede Væggedekorationer; og var del
Storstuen i Hesteskoen, man saa’ i sidste Akt? den var ikke bredere end en
almindelig Dør. Den allerførste Scene mellem Karen og Birgit gik med en
Fart, som det ikke var Aar, siden de to havde set hinanden, men kun nogle
faa Dage, et Par Pavser, hvor Æmnet slipper op, havde nemt og sikkert
fortalt os, at det var længe siden, de saas sidst.
Medens saaledes det kgl. Teater har taget „Geografi og Kærlighed* fra
den lystige Side, har Andreas Fremstillerinde søgt at hæve dette Teaterstykke
op i en anden, en højere Sfære. Men det er ikke lykkedes Frk. Aalberg, hun
har sprængt Rollen ved at sigte saa højt, der bliver ingen Enhed, der samler
de enkelte Scener til et Hele, vi faar kun enkelte løsrevne jStykker af en
Kvindesjæl. I første Akt er Andrea et ungt lykkeligt Barn, der muntert
flagrer gennem Verden, kælende og kælen. Frk. Aalbergs Skikkelse passer
ikke hertil, hun kunde maaske have forsøgt at vise os lidt mere af den
Verdensdame, Grevinde Andrea uden Tvivl er, det havde maaske kunnet binde
Andreas Optræden hos Politidirektøren til første Akts Andrea. Men paa den
anden Side maa det indrømmes, at saa blev Grevindens Opførsel overfor
Birschmann endnu utroligere: en stolt, paa sin Mands Ære nidkær Grevinde
indvier straks en Guldsmed i sin Mistanke om sin Mands mulige Utroskab,
hvor er Verdensdamen henne i dette Øjeblik, ja havde det endda kun været
et Øjeblik, Grevinden saaledes forglemte sig, men der er slet ikke Tale om,
at hun kommer til Besindelse om sin lidet passende Opførsel. I anden Akt
synker Andrea ned til at blive Staffage for Stella, med hvis Repliker Fru
Oda Nielsen tumlede og legede med den lystigste, godmodigste Pjankethed.
Frk. Aalbergs Spil hos Politidirektøren har været omstridt; man har fundet,
hun gjorde del for kunstigt. Den hele Scene kunde været spillet i et
hurtigere Tempo, Andrea maa vide, hvor kostbar Tiden er, hun maa have
Il i sin Tale, Uro i sit Blod, og hendes Fart kan mulig paavirke
Direktøren til al tale lidt hurtigere end den strænge Politimand ellers tillader sig.
Som den nu gik, mærkede man mere til Andreas Ængstelighed over det
Skridt, hun har gjort, og Vaklen ved at beslutte sig til at give Direktøren
Lov at standse Stefans Flugt med Magt, end til hendes Angest for at Stefan
skal rejse, inden hun finder paa Raad. Andrea giver tilsidst sit Samtykke og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
