Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Henrik Pontoppidan: To Gange mødt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
allehaande, den Karl! Men spurgte man ham selv, skilte han
blot de lange, blege Læber ad i en stum lille Latter, idet han
paa sit besynderlige Sprog svarede, at der var saa »myket, myket
giliere i Norje«.
En Gang ved et stort Gildelag, hvor de havde budt ham
ind fra Landevejen, havde man endelig faaet listet ud af ham, at
han virkelig var fra Danmark, ja endog Københavner! Men da
man derpaa spurgte ham, om han da aldrig længtes hjem eller
tænkte paa at vende tilbage til sit Fødeland, havde der lagt
sig en ejendommelig Rødme over hans skarpe Kindben; og idet
han paa sær hemmelighedsfuld Vis saa’ op i Loftshjørnet, havde
han sagt:
»Jo — naar der bli’er Brug for mig.«
Han var en Gaade. —
Mod Vinteren, naar Sne og Kulde drev ham ned fra
Fjældene, søgte han ind til Kristiania, hvor han tog Arbejde i
sin Profession: Bogbinderiet. Herinde kunde man da regelmæssig
hver Aften se ham sidde nede i en tarvelig Kælderbeværtning
for Haandværksfolk og Smaahandlende — altid i en og samme
afsides Krog og uforstyrrelig bøjet over en Avis, der laa udbredt
foran ham paa Bordet, og som han meget ivrig studerede fra
Ende til anden, mens han indhyllede sig i en bestandig tættere
Damp fra den lille sortbrændte Shagpibe, som overhovedet saare
sjældent forlod hans venstre Mundkrog. Men saa snart det første
Vaargny kom i Luften, vaagnede atter Rejselængslen ubetvingelig
i hans Bryst. Han spændte sin Voksdugsransel og drog over
Fjældene.
Nu sidste Sommer mødte han som sædvanlig og paa de
sædvanlige Steder, hvor man nu snart var bleven saa vant til hans
Komme, at man syntes, han hørte med til Vaaren ligesom Stæren
og Storken. Men der var denne Gang foregaaet en kendelig og
besynderlig Forandring med hans Udseende.
Det var ikke alene det, at Nyseryggens Rødme i Vinterens
Løb var stegen i en ganske foruroligende Grad, samtidig med at
Kroppens Magerhed havde udviklet sig til det næsten skeletagtige.
Men Smilet, der før laa som mejslet ind i det blege,
uudgrundelige Ansigt, syntes nu adskillig mindre sikkert, og Blikket fra de
smaa, mørke Øjne stirrede adspredt og aandsfraværende omkring,
næsten uden at vækkes.
Paafaldende var ogsaa den Utrættelighed, hvormed han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
