Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Henrik Pontoppidan: To Gange mødt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de valne Hænder stukket ind i Ærmerne paa den blankslidte,
stramt knappede Frakke, samt med Hatten trykket ned over det
svære Haar, hvorunder de smaa, feberskinnende Øjne bevæget
stirrede frem, hver Gang de gennem Taagen skimtede et Stykke
af den hjemlige, efteraarsbrune Kyst, som de passerede.
I omtrent samme Stilling og paa selv samme Plet havde
han tilbragt det meste af Tiden paa den langvarige Overfart.
Undertiden havde han taget sig en lille Motion mellem Masten
og Lønningen; eller han havde — naar; Spændingen, Uro og
Utaalmodighed overvældede ham — sat sig i en Rulle Ankertov
paa Dækket, med Ansigtet trykket ned i sine Hænder. Endog
Maaltideme havde han indtaget ganske ene her eller i Forlukafet.
Men om Natten sov han nede mellem en Matros og en forsoren
Junggut, som tog sig et ordentligt Fnis af denne ubegribelige
Passager, der kastede sig i Køjen som en fangen Fisk og skreg
højt i Søvne.
For øvrigt havde der ikke været megen Lejlighed til at
stifte nærmere Bekendtskab. Det havde været et Hundevejr, med
Storm og Regn over Nordsøen og Taage i Kattegat. I hele to
Døgn havde de maattet ligge ganske stille udfor Hesseløen og
uafbrudt ringe med Vagtklokken. Og da Taagen endelig lettede
saa vidt, at de turde sætte Sejl, maatte de atter standse under
Kulien for at faa Lods. Først hen paa Formiddagen slap de
indenfor Kronborg, — og nu laa Sundet omkring dem som en
bly-graa, tungt vuggende Masse, hvorover Skibet langsomt sneglede
sig frem. —
Det blev næsten Aften, før København dukkede op af Disen
for ude. Der gik et ejendommeligt Ryk gennem Reinalds Legeme,
da han saa’ de første Tinder tegne sig som spinkle Naale paa
Horisontens graa Slør; og uvilkaarlig gjorde hans Haand en
Bevægelse hen imod Lænden, som for at overbevise sig om. at
hans lille, men skarpt slebne Tollekniv endnu sad i sin
Læderskede under Frakken.
Hans Ansigt blev blegt. Hans lange Læber skælvede af
Utaalmodighed, mens Taarn paa Taam og Spir paa Spir traadte frem
af Taagen: Vor Frelsers slanke Sneglehorn, St. Jakobs
Murstenskegle og Marmorkirkens svulmende Kuppel; — og senere:
Børsen, Frue Kors, Holmens gamle Mur-Kran og Svineslagteriernes
snehvide Tage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
