Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Tre nye Forfatterinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fængsler ved sin Livlighed: »Smaat var det; — en saadan liden
norsk By, hvor Livet dræver sig hen. Det eneste, der var i
Bevægelse, var Fossen — hele Aaret rundt; og saa om Sommeren
de fremmede, især Englænderne, der aldrig bar sig ad som Byens
Folk. Alle syntes nu, der var dejligt med Fossen sprutende
opover, med de hvide, slørfine Stænk og Vandet ovenfor Faldene
saa blødt og blidt — og siden Elven nedefter saa bredblinkende
fortrolig, hvor Ørreten sprat mellem drivende Tømmerkubber, og
hvor Øer stak op saa smilende, at der maatte Æventymavne
til. Og Luften var let og frisk som et Sanatoriums; den smagte
af ingenting, og der var ingen Uro i den, naar det ikke netop
blæste. Lægerne sagde derfor, der var saa sundt, og de fleste
Folk blev tykke deroppe og gik omkring med Maver osv.«
Fortællingen handler om en livsfrisk ung Pige, der i stik Modsætning
til de fleste andre af denne Forfatterindes Personer, ikke kan
tabe Modet, det er imod hendes Natur. Endog da hun er lige
paa Nippet til at blive en gammel Jomfru og saa narres plumpt
af et ungt Menneske, der har vundet hendes Hu, staar hun stiv
og strunk og holder ud, som hun har begyndt. Der er Lune i
Fortællingen, formelig noget skalkagtigt, og en Knaphed i
Betegnelserne, som ogsaa i formel Henseende løfter Beretningen
over de andre. Kun ét Sted brister det for Forfatterinden. Der
skildres en Hyrdescene mellem den unge Mand og Grethe — det
er Navnet paa den alt modnede Jomfru —, han ligger i Græsset
med Hovedet i hendes Skød og mades med Kirsebær fra den
fyldte Kurv. Hun er inderlig greben af Troen paa sin Lykke
ingen skal vove at sige, at hun ikke har Ungdom nok. Saa
staar der: »Han trak hendes Hoved ned. »Kys mig!« bad han.
Det løftede sig i hende, knoppede sig, brast–––— farvedybt,
duftfyldt«. Det er den Slags Ordsammenstillinger, som narrer
Frøken Prydz. Melodien og Lyden betyder mere for hende end
Billedet, hun elsker denne Prang i Stilen og aner ikke, at vi
andre ser paa sligt som paa et malet Ansigt mellem friske Træk.
»Smaastel« indeholder gode Løfter om, at Frøken Prydz
er i Stand at skyde »Troldhammen« af sig og komme ud, hvor
Horisonten er fri.
E. Skram.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
