Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene. — Fru Eckardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han farer op, da Moderen beder ham se, hvor fattigt hun har det, men straks
besinder han sig og tager med falsk Ydmyghed hele Skylden paa sig, og for at
undgaa flere lignende Ubehageligheder er det, han griber til „stev og lek*.
Aase dør under hans Fortælling, og han lukker med Ærefrygt hendes Øjne, og
med sand Sorg kysser han hende: „det var Tak for Skyds*. Da Kari
kommer, bliver han atter Peer Gynt, selv Sorgen maa han udnytte til at tage sig
ud med, han purrer op i Haaret og siger med uægte Patos:
Faa Moder med Ære begravet.
Saaledes er Hr. Klausens Opfattelse. At Udførelsen den ene Aften er bedre
end den anden, er naturligt; den ene Aften er navnlig Sorgen mere ægte end
den anden, men Opfattelsen er den samme Aften efter Aften. Kun burde Hr.
Klausen blive siddende rolig paa Sængekanten lige til: „Hvorfor ser du, som
Øjet skulde briste*.
Alt i alt maa man beundrende bøje sig for det Arbejde, der ligger bag
Hr. Klausens Peer Gynt, og især for det Mod, Kunstneren har vist ved at give
sig i Lag med denne Kæmpeopgave, derfor beundrer man først og fremmest
det kunstneriske Initiativ hos Hr. Klausen. Det er det vigtigste, Hr.
Klausens Gæsteoptræden har lært os, og deri burde vore egne Skuespillere
følge ham efter.
Ingen af Hr. Klausens medspillende naaede op i Højde med ham,
nærmest kom Hr. Cetti som Dovregubben. Bedst var Hr. Getti i femte Akt; dog
faldt han her pludselig ud af Situationen og deklamerede med Myndighed: „Da
du Ronden forlod, o. s. v.“. Frk. Aalberg havde ikke levet sig ind i Aase,
det var tydeligt allerede i første Scene (der er Aftener, hvor Frk. Aalberg her
ikke kan styre sin Latter, saa morsom Ander hun sin medspillende), og
tydeligere blev det i Dødsscenen, hvor hendes Klynken og Stønnen kun virkede
forstyrrende. Fru Oda Nielsen kan umuligt skabe sig om til Solvejg; hun
mangler Øjet, der kun lever i den elskede, og den troskyldige Klang i
Stemmen-Hendes Øjes Udtryk bliver frygtsomt, og hendes pointerede Replikbehandling
formaar ikke at sige Ord som disse:
Værst var det at slippe min lille Søster,
men endda værre at skilles fra Fader,
men værst i fra den, som ved Brystet mig bar,
saaledes at de faar den barnlige Troskyldighed over sig.
I det hele havde Dagmarteatret Ære af den Maade, dets Personale tog
paa Ibsens Digterværk: de havde forstaaet, at her var et Materiale, der ikke
gik itu som Glas, selv under en lidt plump Behandling. Scenen med de tre
Jenter i 2den Akt var Iscenesættelsens Glanspunkt; der var den første Aften
en Vildskab, en utøjlet Lidenskab over den, der betog én ganske. Det er
naturligt, at den ved senere Opførelser gaar forskelligt, somme Aftener bedre"
end andre, men lige saa naturligt er det, at den aldrig naar den første Aftens
Fortryllelse.
Imod denne Dagm arteatrets literære Forestilling spillede det kgl. Teater
„Denise* ud. Det var et Aarstid for sent; opført straks efter sin Fremkomst
paa Theatre-fran<;ais vilde det have haft noget af en Begivenhed over sig, nu
var det en halvgammel Nyhed. Noget stort eller lødigt Kunstværk er det ikke;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
