- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 3 (1886) /
200

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Arne Garborg: Sjø

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Følgelig etablerede jeg mig paa Fortouget foran Vor Frelsers
Kirke for at afvente den næste Vogn. Hvorefter jeg paany
hengav mig til mine Erindringer.

Hvor var det, jeg havde taget Afsked med ham hin sidste
Gang? — Jeg fandt ud, at det var paa Youngstorvet. Paa Hjørnet
af Torvgaden. Der stod vi en Stund og bagtalte Kristiania Politi.
Det sidste, jeg sagde til ham i denne Verden, var uden Tvivl de
Ord: »Adjø! jeg faar gaa hen og spise Middag.« Han saa’ lidt
trist ud og var ikke som før. Noget kraftigt Indtryk havde han
jo aldrig gjort; men han havde været frejdig, skraasikker, Herre
over Tilværelsen. Der var noget hoffærdigt, noget stejlt over
denne lille spinkle Person, kanske især over Panden. En
Bjærg-koll, som var saa brat, at den ikke kunde bestiges, og som var
sig bevidst, at den ikke kunde bestiges, vilde maaske antage et
lignende Udtryk. Øjnene var gemytlig spotske, Smilet overlegent
under løftede Bryn; de fine Mundviger kunde haane vidunderligt,
og Næsen, den lille skarplinjede Næse, kunde rynke sig i den
prægtigste Foragt. Naar han var rigtig oppe, f. Eks. naar han i
en eller anden af Samtalelagets Seksaer stod og holdt Taler »for«
Ministeriet Selmer, der lignede en gammel vindskæv Furu langt
ude i en Myr, morknende og afkvistet, mer og mer forladt af
alle Himmelens Fugle, eller »for« Reaktionen, der sad og sagede
Grenen af under sin egen Bag, uden at have Anelse om den
sandsynlige Følge; eller naar han i godt Kammeratskab slap sig løs i
Harcellas eller Haan over et eller andet, som i hans Øjne ikke
var helligt, — hvor han kunde se kampglad ud, saadan rigtig
fnysende kampglad, og hvor Øjnene kunde lyse, og hvor hele det
lille magre Ansigt smilte fornøjet, naar han fandt det dræbende
Ord eller det rammende Billede. Intet Udtryk var ham for stærkt,
naar han af sit Hjærtes Oprigtighed kunde faa slynget det ud
mod »alt det raadne«, »alt det udlevede«, alt, som »stod i Vejen
og stængte«, som »laa og bredte sig og morknede og kvalte
Livet«. Men jeg saa’ ogsaa det samme Ansigt blive blegt i
Begejstring, og Øjnene — jeg tror de spillede i grønt — kunde
funkle ganske elektrisk, naar han talte sig varm for »det, der
bar frem«, og for »dem, som gik foran«.

Men nu, hin sidste Gang, havde der ikke været noget
saa-dant ved ham. Han var bleven stille. Mat. Et lidet tyndt, gult
Skæg havde groet frem omkring Munden og den spidse Hage, og
Ansigtet var anstrængt og forsagt. Øjnene traadte frem og syntes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1886/0210.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free