Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Figurmaler Knud Søeborg: En dagligdags Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den unge Adelsmands Øjne missede til ham fra Konsollen;
han gav Portrætet et lille hemmeligt Stød, saa at det laa ned og
saa’ i Luften og ikke generede ham . . .
»Kom nu her hen og vær hos mig!«
Dorthea satte sig hos ham: Holten tog hende ind til sig...
Han talte sagte til hende, først i korte, faste Suk af Ord,
Smaaflammer fra glødende Grund . . .
Lampens skinnende Lys irriterede ham — han skruede ned,
saa at der var Halvmørke . . .
Saa vuggede frem paa store Flammers bløde Melodi søde
Fraser: Om Ungdommen — som aldrig kom igen — og om
Elskov, som var den eneste Fryd, Livet havde at byde paa . . .
Dorthea sagde træt — lidt bittert hen for sig: »Saadan
siger de allesammen.«
Holten følte sig lidt usikker — men blev straks hed igen
og drog hende heftigere til sig og bad — og fristede med
snærende Ord . . .
Da kom det første Gang fra hendes Mund:
»Bare jeg var død!« — —
Det kom saa underlig* næsten spottende, koldt, og det gled
imellem dem, som noget haardt, der skilte ad.
Det var Dafne, som forvandlede sig til et Træ i sin
Efterstræbers Favn.
Han løsnede sig læmpeligt . . . hun laa saa kvælende tungt
paa hans Skød.
Han satte hende fra sig — og skruede Lampen op. —
Dorthea sad og legede hidsigt med noget paa Bordet, som
én kan gøre, der ikke vil briste i Graad.
Holten var bleven kold, men nu gød der sig en ny Følelse
igennem ham — en varmende Strøm af Medlidenhed . . .
Han greb den lille Haand, som krammede om Bordtæppet:
»Dorthea! Vær ikke vred paa mig! Stakkels lille Dorthea!« —
Hun trak Haanden til sig igen: »Haah, jeg har det jo meget
godt — jeg maa ikke klage... Han betaler alting for mig...«
Lidt efter: »Jeg kan bare ikke holde ud at være alene og
sidde og sy.«
Siden den Dag var Holtens Forhold til Dorthea af en helt
anden Natur. Al Attraa var blæst bort. Han blev hendes
fortrolige Ven, og naar hun ikke tilstod ham det, saa opdagede han
dog snart, at Baben ingenlunde var omhyggelig for hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
