Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Herman Bang: August Lindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dimensioner, og Kunstneren paatvang disse Tilskuere
Menneskets Anskuelse og Aand.
Saaledes stod Sagerne i Sverig — og saaledes staar de.
Ti i Stockholm er August Lindberg endnu en fremmed. Ingen
Sejre vide, ingen Autoritet formaar at skabe Slægtskab mellem
en Kunstner og et Publikum.
Og Følelsesligheden mellem svenske Tilskuere og August
Lindberg vil komme sent. Det unge Sveriges Literatur siger mig
dette. Denne Literatur er radikal, den er ikke pessimistisk.
Gustaf Fredrikssons Sverig staar August Lindberg langt nærmere
end, ret beset, disse unge, som tror paa Samfundets Forbedring
og’ skriver Bøger, fyldte af Ideer om den socialistiske Stats
Fremtidslykke. Dette Land er endnu ungt og kraftbugnende,
som om det ikke havde at bære Byrderne af et langt
Aar-hundredes Skuffelser. Det er kun i sentimentale Øjeblikke og
paavirket af fremmede, at de klager med Osvalds brudte Stemme.
Saa helt anderledes i Danmark.
Danmark har saa rigeligt lært, hvad Livet giver. Her har
Nederlag og Landetab og de ørkesløse Vejes Slid gennem politisk
Tvist og Illusioner, brudte som Siv, saa jævnt givet Niels Lyhne
hans Syn. Og nogen Mellemliteratur havde vi slet ikke haft.
Romantikens digteriske Sdl fik Lov til at blive helt bleg over al
denne Hjemsøgelses Mark.
Men desto hurtigere skød det ny.
Der kom en Literatur, som med Sandhedens Mod blottede
al den Sjælsløshed, som var. Man skrev en Generations Historie,
som sidder paa Ruinerne af Fædrenes Hus. Man skrev en
Literatur, som var kun Anklageskrifter mod disse Fædre. Man spurgte
dem — nu, da man kendte Livet, hvordan det var at bære:
Hvordan opdrog I os til at bære Livet?
Og en Kæmpeaand gav Ord til det bangeste Spørgsmaal,
den dybeste Smerte i dette Osvald-Skrig: Hvorfor gav I os Livet?
Hvordan turde 1 overhovedet give os dette Liv?
Vidste I ikke, det var elendigt? Saa elendigt, at vi, som
maa slæbe paa alle eders Vildfarelser; som har faaet til Arv
bare de svage Rygrade fra eders glade Dage — vi kan ikke
bære det. Men vi bliver kun alt det afmægtiges og
afstump-edes Børn.
Dette yderste og sidste Pessimismens Spørgsmaal af Børnene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
