Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Herman Bang: August Lindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Materialet, Stoffet er der ikke, eller rettere, det lader
sig ikke mere bøje. Hamlet- og Osvald-Kampene gav denne
Mand uforanderligt en Hamiets Ansigt Oer, hvor Sjælen endnu
har mange Muligheder, har Legemet, som er den hærdede
Tumleplads for alle vore Sindsbevægelser, mistet hin Ævne til at
forandres.
Det levede Liv skabte her tvende Marmorstøtter af det bløde
Ler. Men modellere fra nyt gør man ej i Marmor. Da maa
man raade over Lerets Blødhed — som tabtes.
I1L
Der er næppe Tvivl om, at de smaa ydre Kanter, just
dem har August Lindberg haft nok af. Og netop disse Kanter
har været hans værste Fjender. De maatte blive det i en Kunst
som den svenske. Dens Fortrin er dens faste og dog saa smidige
Form. Dens Fejl er dens Mangel paa Dybde.
Her vil alt støde, som ikke er glat, alt støde, som ikke føjer
sig smidigt. Og Lindbergs Kunst, den kunde just ikke føje sig, hvad
den mindst var, har netop været glat. Dens Fortrin var, at den
bragte paa sin Vis Bud fra Dybet. Men den Mønt, den bragte,
var ej præget i den privilegerede Kunsts Mønthus. Guldet bar
et fremmed Billede.
Fremmed — fremmed.
Hans Aand var ikke deres. Men Aanden giver Talen sin
Rytmus, Aanden giver næsten sit Sprog. Han og de andre talte
ikke samme Tungemaal.
Saa kom alle de smaa Ruheder. De smaa Særheder, som
Mængden saa let tager for Latterligheder. Og jaget paa Flugt
maaske mere af de smaa Mærkværdigheder end ved den store
Forskellighed gik August Lindberg i Eksil Gang paa Gang.
Men for hvert Aar og for hvert nyt Forsøg vokser hans
Lyst til Kampen. Han er gjort af deres Stof, som vil sejre.
Og samlende en Skare af unge om sig, lydigt Stof i hans
Hænder, danner han — og saaledes lærer kun Geniet at gøre det
yderste — en Trup, som han paatvinger sin Aand. Eller om han
ikke paatvinger dem sin Aand, tvinger han dem i det mindste til
at marchere taktfast i denne Aands Rytme, og han danner tyve
Skuespillere i sit Billede.
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
