Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Herman Bang: August Lindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Endelig faar han Svar som han har spurgt. Endelig bliver
han hjemme. Men for at blive det maa denne fremmede
Aand omgive sig med Aftryk af sig selv.
August Lindberg føler den fremmedartede Skuespillers
største Forbandelse, som ligger deri, at de andres Ensemble dræber
ham, den ene. Og han skaber en Trup, hvor Ensemblet er hans.
Der er ingen Skuespillere, nu vel, han tager Elever. Han
lærer dem at tale, næsten føle. Han, som før hørte som Svar
et helt andet Sprog — han hører nu paa sine Spørgsmaal . . . .
et Ekko af sin egen Røst
Heraf den vidunderlige Egalitet ved de Lindbergske
Forestillinger. Her svarede Ekkoet ufejlbart i den samme Tone. Her
bevaredes den samme Rytme uden Brud. Aldrig har mange saa
fint mærkende givet Udtryk af éns Aand.
Og selv der, hvor Lindberg som Skuespiller var bunden
af sin Personligheds Mangel paa Omformningsævne, viste han
som Instruktør sin Aands Ævne til at virke mangesidig. Gennem
sine Elever befriede han sig fra den Snæverheds Forbandelse, som
vi har paavist for hans egen Kunst.
I dette fremmede og bløde Stof udarbejdede han alt det,
som Liv og Udvikling havde nægtet ham selv at yde direkte.
Instruktøren var ikke bunden af hvad der bandt Skuespilleren.
Hvor vidunderligt hans Intelligens kunde forme et fremmed
Stof, saas i »Lad os skilles«. Cyprienne var i hans Hustrus
Skikkelse et Mesterværk. Fru Augusta Lindberg var Cyprienne. Hun
var uerfaren og raffineret, hun var lysten og sky, hun var helt
Barn og helt Kvinde. Hun vilde efter denne Rolle blive kaldt en
stor Kunstnerinde.
Rollen var ogsaa et Kunstværk — af en genial Kunstner,
som her var iklædt et fremmed Legeme, der ejede al den
Smidighed, han ikke selv besad.
Ti husk Hr. des Prunelles ved Siden af hans Hustru. Han
var intelligent, hans Replik var fuldkommen. Man følte, at han
var overlegen, man forn am paa hvert Punkt, at han var Manden.
Men Hr. des Prunelles blev August Lindberg ikke — Illusionens
Ævne, dette Slør, som slaas om en scenisk Figur, saa han synes
os den og den, kan ikke væves af nogen Intelligens.
Hans eget Legeme var stridigere mod hans Tanke; hans
eget Stof uhjælpeligere end den unge Kvindes, som han skænkede
sin Aand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
