Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Herman Bang: August Lindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Instruktøren Lindberg var alle hans Selskabs
Forestillinger en Triumf. For Skuespilleren Lindberg var Hamlet- og
Osvald-Forestillingerne en vidunderlig Baggrund.
IV.
Aldrig blev i disse Forestillinger noget som helst til
Stjærne-spil. Hemmeligheden var, at dette behøvedes ikke. August
Lindberg, der var dem alle, havde forstaaet, at Helheden var alt. Idetalt
talte hans Aand, idet alt gled i hans Rytme, idet alt stod i et
Lys, det Lys, han tændte — modtog Billedet en ubrødelig Enhed.
Hans Enkeltpræstation var vel det ypperste Udslag af den Aand,
der beherskede Helheden, men denne Enkeltpræstation var malet
saa nøje med de andres Farver — alle var de jo hans — at
Billedets Harmoni usvigelig bevaredes.
Da var det vi modtog hin Hamlet og Gringoire,
uforglemmelige Billeder, mættet med moderne Aand. Og da August
Lindberg i »Gengangere* havde knyttet til sig en virkelig stor
Skuespillerinde, som med kvindelig Begejstring gjorde hver hans Tanke til sin
egen frie Ejendom, naaede ban at give det sceniske Billede,
som er Kulminationen af hans Kunst.
Lindberg havde sejret. Denne Energi, som aldrig havde
kendt det umulige, havde for at naa denne Sejer skabt Mennesker
i sit Billede. I denne Ramme naaede han at give det yderste og
fuldkomne Udtryk for sig selv.
Men samtidig med at han naaede saa højt, forøgedes
muligvis hans Ensidighed.
Ti alt fremmed var her lukket ude. Ingen Kamp med
ligestillede Personligheder æggede hans Ævne. Han var i det
daglige Arbejde ikke sammen med beslægtede men dog
selvstændigt levende Aander. Han var kun omgivet af Aftryk af sig selv.
Hvad der svarede ham, var Genklangen af hans eget Væsen.
Denne fuldkomne Autoritet kunde altfor let blive disse
Ævner et Kapua til Fordærvelse.
Efter at have maattet kæmpe smertelig meget for at hævde
sig, var Herredømmet blevet skæbnesvanger let.
Saaledes rummede selv den efter saa megen Strid opnaaede
Sejer sine Farer for den sejrende. Livet fører os — paa sin
Højde — kun til Kapitolium, hvor der er blot saa stakkede
Skridt til den tarpejiske Klippe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
