Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med let Spøg. hvor stræng Alvor er langt mere paa sin Plads. Hr. Benzon
skylder sig selv ikke at gaa af Vejen for en alvorlig Opgave.
Det meget nydelige og stemningsfulde, der findes i Skildringen af denne
unge Pige. kommer des værre ikke til sin fulde Ret: Rammen er for lille og
Doktoren river én hvert Øjeblik ud af Stemningen. Frk. Ellen har fra
Begyndelsen af ikke kunnet lide denne Doktor, men lidt efter lidt har han
vundet frem i hendes Gunst, sagtens ved Aabenbaring af det tunge, det
sørgmodige, der findes inderst inde hos ham, og nu er han hendes fuldtro Ven. Det
falder hende derfor naturligt at fortælle ham, hvad ellers ingen véd uden hendes
Moder: hendes og Mogens Bruns Krebsetur med dennes Frieri. Saa mældes
Mogens, og hans Navn tænder funklende Elskovsluen i hendes Øje. Doktoren
bemærker dette, og han. der havde drømt en skøn Drøm om at blive mere
end en Ven for hende, gaar stille og resigneret bort: „De véd ikke hvor meget
jeg holder af Dem.‘ er hans sidste Ord. Hr. Benzon synes ikke at have agtet
nøje nok paa denne Mands Tale: overfor Frk. Ellen er han sikkert mindre
dækket af sin paatagne Raskhed end Forfatteren fremstiller ham. Som Frøkenen
er skildret vilde hun aldrig have sluttet Venskab med en Mand, der talte til
hende i den Tone, og navnlig vilde hun ikke nøjes med til Svar paa hans
„Frieri* leende at sige: „Aa, det er dog et frygteligt Sprog*, nej, hun vilde
alvorligt vise ham tilbage i den rette Afstand, ja maaske vilde Venskabet være
forbi med det samme. Dette har Hr. Benzon ikke passet paa, optaget som han
var af sin ny Figur Frk. Ellen, og han har ogsaa Ære af hende: næsten hvert
hendes Ord er stemt i den rette Tone.
Fru Hennings var for spæd som Ellen, og Fortællingen om Krebseturen
blev i hendes Mund noget for kunstig nuanceret, en mere simpel Tone var her
paa sin Plads. Hr. Emil Poulsen var øjensynlig flov ved sin Rolle, kun i den
stumme Kamp, om han tør fri eller ej, kom der Inderlighed over Spillet.
Vore Privatteatre skylder Thomas Overskou saa meget, al det ikke er
mere end billigt, at de en Gang imellem tager et af hans Stykker frem.
Folketeatret kunde have gjort et bedre Greb, men vilde det endelig spille
„Capriciosa*, burde det have anvendt mere paa Udstyrelsen. . . . Det er del
Par Scener, hvori Familjen fra Nyboder optræder, der endnu giver Stykket
noget Værd, men den gamle og den unge Kaninstoks Fremstillere maa selv
bringe Lugten af Beg og Saltvand med. ti det har Overskou ikke givet.
Men hverken Hr. Kolling eller Hr. Wiehe gjorde dette, den første hjalp sig her
som saa tit før med denne sentimentale Bravhed, der aldrig forfejler sin
taarepersende Virkning paa Nørregades Publikum, og Hr. Wiehe udstyrede sin
Peter, navnlig i Scenen med Fru Nothington, med disse traditionelle
Svendemanérer, der ligesaa lidt hører hjemme i Svendenes som i nogen anden Verden.
Derimod fortjæner hans Spil i første Akt, hans opbrusende Heftighed mod Faderen
og Kakkadue, al Anerkendelse. Her som i alt, hvad den unge Skuespiller hidtil
har ydet, var det navnlig det viljestærke, der kom frem; det bløde synes
i det mindste foreløbig at være ham mere fjærnt. Hr. Zincks Kakkadue kom
med sine Visestumper paa en uimodslaaelig pudsig Maade: det var, som hørte
man Urværket knirke og brumme i Halsen paa ham.
H. C. Andersen er en af de faa Digtere, der har skrevet Stykker til
Privatteatrene Dagmarteatret har genoptaget hans Folkekomedie „Paa Langebro*,
den er enfoldig i sin Komposition, men tiltalende ved sin troskyldige Stemning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
