Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Har de ikke Gaustad og slige Steder, som er indsat af Gud
og Kongen? Naar andre befatter sig med at ha’ Anstalter for dem,
saa frister de Vorherre, det siger altid min Svoger, Kirkesangeren,
og han har læst saa meget om de Deler.«
— Inde i Soveværelset laa Doktor Holm og Frue fremdeles
i sine Sænge. Han var falden hen i Slummer efter Anfaldet og
drog nu Aandedrættet dybt og roligt. Med Mellemrum fortrak
hans Ansigt sig i en styg Grimace, medens Legemet rystedes som
i Krampe.
Hans Kone havde løftet sig op fra Puden. Støttet paa
Albuen, laa hun og betragtede sin Mand. Det lysebrune, temmelig
graasprængte Haar krusede sig varmt og blødt om Tindingerne
og faldt i en svær Fletning ned over Skulderen. De fyldige, tæt
sammenklemte Læber var trukket ned i Mundvigerne, Brynenes
Buer løftet som i Smerte, og de mørkeblaa, smuktformede Øjne
stirrede med et spændt og bekymret Blik. Daggryet, der trængte
ind gennem et Bobinets Rullegardin, fyldte Stuen med et blegt Lys,
men fra de mørkerøde Tæpper og Sængeomhæng fik Fru Holms
hvide Kinder et svagt Skær af en varmere Farvetone.
Hun tænkte paa, hvor oldingagtig affældig hendes Mand
saa’ ud, naar han sov. Den høje, brede Pande laa i posede Folder,
Øjnene dybt indsunkne med blaasorte Omgivelser, paa de spidse
Kindben sad en Mængde Rynker. Næsen var bleven saa skarp
og lang, Haaret var næsten borte. Naar han laa saaledes paa
Ryg, saa det ud som om hele Hodet var skaldet. Og saa dette
Præg af Uro og Nag, som laa i hver eneste af Ansigtets Linjer.
Dette Drag af Træthed og Græmmelse om de halvtaabne Læber.
Han lignede ... nej, hun turde ikke tænke, hvad han lignede.
Hun drog et lydløst Suk, lagde sig tilbage paa Puderne og
foldede Hænderne over Brystet. Hun bad. Bad, som hun hver
Morgen plejede, om Kraft og Styrke til den Dag, der forestod.
Men fremfor alt bad hun om Kærlighed, saa hun kunde gøre sin
Pligt, ikke sukkende, men med Tak og Tro til den Gud, der havde
elsket hende først og revet hende ud fra Syndens Herredømme.
Som Synderinden i Evangeliet, der elskede meget, fordi hendes
mange Synder var forladte, saaledes vilde ogsaa hun elske tilbage først
og fremmest Gud og gennem ham sin Mand, sine Børn, ja, selv det
Kors og den Tugt, som Vorherre havde hjemsøgt hende med. Da
vilde alt bli’ let at bære, for da skulde hun daglig smage den Fred,
som overgaar al Forstand. Og saa bad hun ogsaa om Helbredelse
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
