Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for sin syge Mand, at Gud for Christi Døds Skyld vilde spare
ham og hende for dette forfærdelige, som saa længe havde hængt
truende over dem, at han vilde gi’ ham hans aandelige Sundhed
tilbage og bevare hans Forstand, saa at han kunde omvende sig
til Gud og bh’ et af hans benaadede Børn. Og hun begyndte og
endte med at minde Gud om Løftet, der var givet de troende:
»Sandelig, sandelig siger jeg Eder, hvad som helst I bede Faderen
om i mit Navn, det skal Eder gives.«
En Følelse af Tillid og Fortrøstning drog svalende gennem
hendes Sind. Siden Lillejuleaften havde hun mærket Bedring.
Hun var vis paa det, hvor meget end Doktor Thomsen
rystede paa Hodet, naar hun talte om det. Hallucinationerne,
naar han om Morgenen vaagnede op af sine vilde Drømme, var
jo rigtignok af samme Styrke og Varighed. Men det hun knyttede
sit Haab til var, at han i alle disse Dage havde været ganske
normal, naar Anfaldet var over, og ikke en eneste Gang, som saa
ofte før, gaaet i Ørske op over Dagen uden at kunne gøre sig fri
fra eller bli’ klar over sin hallucinerede Tilstand. Naar han bare
ikke gjorde det, var der jo ikke Tale om, at han kunde anses som
sindsforvirret. Hallucinationer var ikke det samme som Vanvid.
Det behøvede jo bare at være Resultatet af et overanstrængt
Nervesystem. Derfra skrev sig ogsaa hans Pirrelighed og
Heftighed. Det var Sygdommens Skyld, at han var saa vanskelig at
omgaaes. Hun maatte være taalmodig og ogsaa faa Gutterne til
det, især Sigurd, der var saa genstridig af Karakter.
Hver eneste Morgen i denne Tid havde hun med Angest og
Spænding vogtet paa Minespillet i hans Ansigt, naar han var
bleven rolig efter Paroksysmen, for at læse sig til, hvad hun havde
i Vente. Og naar han saa var begyndt at tale, havde hun hver
Gang set, at hun havde Ret i sin Formodning. Der havde ikke
været Spor af uklare Forestillinger at mærke. Efterhaanden var
saa Forvisningen om, at Gud endelig havde bønhørt hende, dalet
ned over hende. Paa sine Knæ havde hun takket Gud for hans
store Naade og var bleven ved med at bede og paakalde.
»Hjælp! Hjælp! lad mig være, I, Bøddeltølpere!« skreg
pludselig Doktor Holm og slog fra sig med begge Arme, idet
han strittede imod som én, der værgrer sig mod et voldeligt
Overfald.
»I Celle! Nej, Fanden skal ta’ jer. Har 1 da ingen
Samvittighed? Gaa op til jeres eget Sted, I Blodhunde, som piner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
