Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ofrene og ler til deres Jammer. Hjælp! Hjælp! Er der ingen,
som vil være retfærdig!« Han slog og sparkede, mens Blikket
flyttede sig lynsnart, ligesom hoppende i Rummet umiddelbart
over hans Sæng.
Hans Kone kastede sig over ham og kæmpede for at gribe
fat i hans Hænder.
»Men Carsten, kære, snille Carsten, kom til dig selv!« —
bad hun med skælvende Stemme. »Du er jo hos mig, her i Sængen
din. Der er ingen, som vil gøre dig noget, ingen, ingen, ingen!
Du er alene med mig, hører du, Carsten!«
Hun havde faaet sin ene Haand under hans Nakke, med
den anden holdt hun om hans Arm, og Ordene flød som en Strøm
fra hendes Læber, de bedste og kærligste hun kunde finde.
Men han ænsede hende ikke.
Pludselig rev han sig løs og kastede sig over til den anden
Side, saa at Overkroppen hang helt ude af Sængen. Han stemmede
Albuen mod Gulvet, og idet han holdt den anden Arm afværgende
foran Ansigtet og bøjede Hodet til Side med en Bevægelse fuld
af Rædsel, vedblev han i en lav, besværgende Tone: »I skal ikke
røre mig, siger jeg. 1 skal ikke! I er ikke værd at lægge Haand
paa det hellige, ti vi, som lider, vi er hellige, og saa kalder I os
vanvittige, og I, som er glade, I er som de umælende, der ikke
kan lide, fordi I ikke kan tænke, og saa kaldes I kloge. Nej,
siger jeg, nej!« Det sidste Ord døde hen i et langt, jamrende Raab.
Fru Holm, som var sprungen frem af Sængen, stod paa de
bare Fødder og bøjede sig over ham. Hun vidste, at det ikke
kunde nytte at røre ved ham, før han atter blev stille. I sin
Kvide vred hun Fingrene i hverandre og flyttede sig nervøst frem
og tilbage. Et Par Gange dækkede hun et Øjeblik Ansigtet med
sine Hænder og bevægede Overkroppen paa en hastig,
hensigtsløs Maade.
»Ser 1 ikke, hvad der foregaar«, — begyndte han straks
efter i en forandret Tone, hæst hviskende. Han spilede Øjnene
op og lod dem langsomt vandre rundt til alle Sider, som havde
han hele Himmelhvælvingen over sig. »Der kommer Solen, den
løber mod Jorden, se, se, se,« — han talte med en rivende
Hurtighed, »dens Ild er slukt, Luften er bleven selvlysende, lige
mod Jorden, ned paa den, det er Dommedag, — bom, bam,
bamberam!« Det sidste lød som en dump, skurrende Skratten.
I det samme faldt Hodet bagover. Han var besvimet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
