Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ved, at hendes Forældre havde imod Forlovelsen, at de sa’, han
var for gammel, og at der var Sindssygdom i hans Slægt, at
de overhodet ikke syntes om ham.
Hun elskede, elskede ham. Ved at gi’ hende sin Kærlighed
havde han udløst hende fra den Skintilværelse, hvori hun havde
levet uden at vide det, og draget hende over i en Verden, hvor
der var Liv i Stedet for Tomhed, Glæde i Stedet for Mismod, Fylde
i Stedet for Goldhed.
Saa blev hun gift og levede et Aar i den fuldstændigste
Lykke. Men saa hændte det utrolige, at hendes Mand, samtidig
med at hun ikke kunde mærke det mindste Spor af Forandring
i hans Kærlighed til hende, var forelsket i hendes bedste Veninde
og endog stod i Forhold til hende. Ved et af disse Puds, som
Skæbnen undertiden synes at more sig med at spille Menneskene,
var hun kommen efter det. Hun havde ligget paa Landet nede
ved Drøbak for at bade i Sommermaanederne; der var ogsaa den
omtalte Veninde, som for Resten tog til Byen i Ærinder hveranden
eller tredje Dag. Hendes Mand besøgte hende en Gang om Ugen.
Saa fik hun en Dag et Brev fra ham adresseret til hende, men
skrevet til Veninden. Det Brev, hun skulde haft, havde saa
Veninden faat.
Ved denne Opdagelse følte hun sig som ramt af Lynild.
Fodfæstet under hende reves bort med det samme. Længe efter
havde hun Fornemmelsen af at hænge løst i Luften midt ude i
tomme Rummet, uden saa meget som etStraa at gribe efter, eller
en Fodsbred Jord at redde sig over paa. Hvad hun havde lidt i
den Tid, som paafulgte, taalte hun aldrig siden at tænke paa. Alt
løb i ét for hende. Der var ikke mere Forskel paa godt eller
ondt, Ret eller Uret. Det hele var en eneste Masse af
Modbydelighed og Meningsløshed. Og saa den sviende Bitterhed i Sjælen
over at han havde forraadt hende.
Senere hen da yenlnden var bleven gift i en anden By, og
hendes Mand havde været utrættelig i sine Bestræbelser for at
genoprette Skaden, havde hun forsøgt at lappe sammen paa sin
ødelagte Kærlighed. I enkelte Stunder troede hun ogsaa, det var
lykkedes, men naar saa den, ved kunstige Midler skabte Stemning
tabte sig, kendte hun sig haabløs som en vildfarende Ørkenvandrer.
Tilliden var borte, og ikke for al Verdens Skatte lod den sig
købe tilbage. Det, der havde gi’t deres Forhold dets Ynde og
Glans, eksisterte ikke mere for hende. Hun var bleven til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
