Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde med disse unge, ugifte Mennesker, svarte hun imidlertid
aldrig noget videre, men hemmelig sa’ hun til sig selv: det bli’r
nu ikke anderledes.
Saa havde de første Symptoner til Mandens Sindssygdom
vist sig. Det begyndte med, at han om Natten laa og drømte om
hende og den af Husvennerne, der for Tiden havde hendes
Fortrolighed, og siden ikke vidste, at han havde drømt det, men
paastod, at han havde sét og hørt det altsammen. I Begyndelsen brød
hun - sig ikke stort om det, men efterhaanden blev disse hans
Drømme hendes Livs Rædsel. For han drømte saa ofte sandt.
Undertiden kunde han ordret fortælle hende, hvad hun havde
foreta’t sig om Dagen. Tilsidst forekom det hende, at han
vidste Besked om alt, og at intet var skjult for ham. Hun blev
aldeles fortvivlet. Hver Morgen, naar hun vaagnede, laa hun i
Feberangest og ventede paa, hvad der vilde komme. Det var som
om højere Magter havde blandet sig ind i det, og havde sat en
Stopper for hende. Hun blev sky og angest og hensank i nagende
Grublerier. Det endte med, at hun følte sig ganske knækket;
denne gaadefulde Mysticisme orkede hun ikke at kæmpe imod.
Hun gav sig over, og trak sig tilbage fra alt og alle, forsøgte at
beskæftige sig mere med Børnene, der nu var i 8—9 Aars Alderen,
men fandt ingen Trøst i det. En mørk Pessimisme fik Overtaget,
hos hende. Hun var brødefuld og hendes Mand var brødefuld og ■
Gutterne var brødefulde, som Afkom af brødefulde, og hele Verden
var fuld af bare Brøde og Synd.
Paa én Vinter blev hun gammel og graa. Hændervridende
spurgte hun sig selv, om der da ingensteds var Redning at finde,
og saa vendte hendes Tanker sig til Religionen. I den maatte
der være Trøst og Hvile. Som en Straale skød Haabet op i hende.
For første Gang i lang Tid brast hun ud i Graad. Nogle
Salmevers, hun havde lært udenad i sin Barndom, dukkede frem i
hendes Hukommelse, og under strømmende Tsarer stammede
hun Ordene:
»Herre, jeg har handlet ilde,
jj. Syndens Magt blev mig for stor.
Vejen, jeg ej vandre vilde,
Den Du viser i Dit Ord.
Og hvor findes nu den Hule.
Hvor min Skam jeg kunde skjule.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
