Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tugt har ført Eder ud paa Fordærvelsens Veje. Naar Herren,
Eders Gud hjemsøger Eder, naar han lader Slaget ramme Eder,
kanske gennem Eders kæreste og næreste og eneste, saa er det
fordi hans Faderøje har sét, at 1 trængte til Korset, trængte til
at bli’ mindet om’Omsorgen for Eders Sjæle, at I ikke skulde
fæste Eders Hjærte til de jordiske Ting, men søge at faa et
Liggendefæ i Himlen som Tidens Møl og Rust ikke fortærer; han
vilde skabe i Eder et Liv i Gud, det eneste som kan bære et
Menneske oppe over al Livets Jammer, og gi’ Kraft og Styrke,
Haab og Glæde midt under Trængsler. Det Gud har i Sinde er,
hvad det saa smukt hedder i Salmen: »Han vilde kun give Dig
Tryghed og Fred fra Verdens Forvirring og Vrimmel, han vilde
kun bøje paa Jorden Dig ned, for at faa Dig op i sin Himmel.«
Saa fortvivler da ikke alle I sørgende. Husk. at Frelseren staar
med udbredte Arme og sige: Kommer hid til mig! Og Raabet
udgaar til alle. Lad ingen tænke, at hans Synder er for store.
Mordere og Horkale, Tyve og Røvere, for alle staar Vejen aaben.
Jo større Synd, des større Naade. O, at I vilde lade det kaldende
Raab trænge ind i eders Hjærter, ile hen til ham, falde ned for
ham, række Hænderne op imod ham, og sandelig siger jeg Eder:
han skal tage Eder alle ind i sin frelsende Favn. Amen.«
Dette var for hende Hovedsummen af Præstens Tale. Hun
havde siddet foroverbøjet og bidt i Lommetørklædet for at stagge
sin Hulken. Da hun gik ud af Kirken skælvede hendes Indre
i stille, fortrøstningsfuld Jubel. Hun maatte træde helt varsomt
med sin Fod for ikke at forstyrre den hellige Fred, som hun
var fyldt af. Præstens Ord var falden som Dug paa hendes
Sjæls grustørre Bund. Og i samme Nu skød der Vækst og kom
der Grøde. Den dejlige Forjættelse tyktes hende saa kendt. Den
havde været hendes, hun havde ejet den, og baaret den dybt i
sit Hjærte, men den havde ligget begravet under hendes syndige
Livs daarlige Frugter. Som ved et Trylleord var nu alt det væltet
bort, og Skatten laa der urørt og hel. Hun havde en Fader i
Himlen og en Frelser paa Jorden, som vilde gi hende Haanden,
og drage hende til sig nærmere og nærmere, indtil han en Gang
fik hende lukket ind i Himmeriges Rige. Det var som om hun
havde mødt Frelseren Ansigt til Ansigt, som om han havde
standset og set paa hende og kendt hende og smilet til hende.
Hun var til Mode, som om hun med et Smil af Lykke kunde
være gaaet i den grufuldeste Død for at tjæne ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
