Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Figurmaler N. V. Dorph: En Strømændring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den endnu aabnq Foraarsudstilling har egentlig ikke bragt
Spørgsmaalet et Skridt videre. Samme Vaklevornhed og
Ubestemmelighed som hidtil.
Ét har denne Udstilling imidlertid slaaet fast, at det Ideal,
der ledede Gennembrudsmændene, har veget Pladsen for et andet,
ikke saa straalende farveberuset, ikke saa umiddelbart bestikkende,
mere tørt og simpelt i Opfattelse og nøgternt i Behandlingen.
— Der var et Ord, man ikke sjældent brugte, og brugte
med god Ret, om adskilligt af Gennembrudsmændenes Kunst. Det
var Ordet »flot«.
DHrr. Kunstnere kunde ikke rigtig lide det Ord. Det havde
en noget for vulgær Klang. Det var et »dumt«, »tomt«,
»intetsigende« Ord, ret et »Publikums-Slagord«, mente de. Og de
havde Ret.
»Stor« Kunst er aldrig »flot«; det vidste de, derfor harmede
det dem, at høre det sagt om deres.
Publikum,. det godtroende Publikum, der troede, det sagde
Kunstnerne Komplimenter med det evindelige »det er flot«, spillede
for én Gangs Skyld Forsynets Rolle, og gav de kære Kunstnere
bitre Sandheder at sluge. — Og det saa ganske uafvidende. Ordet
»flot« traf netop det ømme Punkt i hele Periodens Kunst; de
noget for »lækre« Farver.
Hvad man end kan sige om den yngste Kunst — »flot«
kan man under ingen Omstændigheder kalde den. Snarere gaas
der for vidt i modsat Retning.
Der spores hos enkelte en Tendens til at outrere det simple
i Linjerne og i Kompositionen ud til Stivhed og det graa og
udviskede i Farven ud til tør Livløshed og træet Haardhed.
Man maa gaa saa langt tilbage i europæisk Kunst som til
Holbein eller Alb. Durer for at finde Sidestykker.
Ikke alene med Hensyn til Tegningens Kantethed og Farvens
Blodløshed, men ogsaa i Retning af Ansigtsudtryk mindes man
bestemt om gammel tysk og hollandsk Kunst; Mundens faste,
smilløse Linjer, de alvorlige, strænge Former om Øjnene, i det
hele, Udtrykkets rolige Hvile.
Der er Tegn, der tyder paa en Tilnærmelse til Renæssancens
Storheder — lige fra Holbeins stive, strænge Realisme til Rembrandts
straalende Uopnaaelighed —, en Tilnærmelse, som blot ikke maa
blive for intim. Altfor slavisk Kærlighed til Galleri-Berømtheder
afføder let Kølighed i Forholdet til Naturen. Og sligt hævner sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
