Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Lidt dansk og russisk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men det kommer ikke, og hun er ved at gaa sørgmodig bort,
da Slutningskatastrofen indtræder.
Den er glimrende. Alkibiades er dødelig saaret og paa
Nippet til at blive opbrændt i sit Hus. Den skikkelige Timandra,
det er Elskerinden, vil brændes med, og Helten udbryder da:
Kald paa en Billedhugger, lad ham mejsle
i solhvidt — lysende — penthelisk Marmor
det Syn af os lo, før os Luen smælter.
Dette, at lade Alkibiades i sin Dødstund — oven i Købet under
afskylige Smerter — være optagen af Forestillingen om, hvorledes
han skal faa sig tilløjet Udseendet af en trofast Elsker paa det
storartede Mindesmærke, som hans Landsmænd aldrig fik i Sinde
at rejse for ham — i Sandhed, det er en Satire, som er en Digter
værdig. Kun Skade, at Tragedien ikke overalt bærer Præget af den
samme Aand.
Der er saa meget, der ser ud, som om det var gjort i god
Tro. Disse mange pyntelige Vers, dette store Apparat med Borgere
paa Gaden og Gæstebud inden Døre, med en fed Mand, som skal
være morsom, med ondskabsfulde Folkeforførere, der lægger Raad
op imod Helten, med Slagsmaal af unge Adelsmænd, med
Folkeforsamlinger og Raadsherrer og Dommere, der siger Sandheder,
som Rambukke driver Pæle ned, med Herolder og Vaabenklirren
og Allarm, med Elskovsscener i høje Rum, hvor Slaver med
Trikotben kommer frem bag Forhæng, og langkjortlede Slavinder
fjærner sig med gyldne Lyrer, hele dette »antike« Væsen og saa
de højstemte Talemaader, der ligger de dødelige saa overmaade
fjærnt, — intet af dette leder strængt taget Tankerne hen paa,
at Drachmann har ment andet med sin Tragedie, end hvad saa
mange før ham har ment med sligt. Paa den anden Side er det
dog næsten ikke tilladt at tvivle om hans ironiske Hensigter.
At Drachmann skulde ville nedlade sig til den akademisk-dumme
Opgave at sætte Alkibiades og Hellas i gammel Stil — det
vilde jo være at gaa helt bag om det mislykkede »nationale« Digt
i 17 (sytten) Sange, »Peder Tordenskjold«, som nu er overstaaet, og
op til det for over tyve Aar siden forladte Standpunkt i
Latinskolens ældste Klasse. Saa »omvendt« er Drachmann dog vel
heller ikke bleven, — men naturligvis sikker paa ham kan man
ikke være.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
