Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Lidt dansk og russisk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjælp overraske dem i deres daglige Dont, de Planer, de nærer,
bliver borte mellem Hænderne paa os, alt løser sig op i Aktion
paa Aktion, der faar Form af lange Samtaler med de besynderligste
Overgange, pludselige Raserier, voldsomme Udskældninger og
tilsyneladende aldeles urimelige Forlig. Vi befinder os virkelig
hyppigere, end ønskeligt er, ved Foden af Babelstaamet. Men
bestandig er der glimrende Ting i dette, en Kunst, som man vil
tage sine Sko af for, ti det Sted, man betræder, er helligt. Hvad
er det da, der gør, at der umiddelbart ved Siden af hersker
Forvirring, en Tilstand, der synes med Forsæt og af en særegen
rutineret Haand gjort saa ubegribelig som mulig? Jeg tænker mig
at dette Spørgsmaal ikke kan besvares fyldestgørende uden af en,
der kan læse Bogen paa Russisk. Men skulde der i Dostojevskis
mægtige Fantasi ikke her og der findes Rester af et
tartar-barbarisk Hang til det tøjlesløse og uordnet barokke?
Man ledes til at tro det ved at se den Vidtløftighed og
noget naive Alvorlighed, hvormed han behandler Monomanen
Kiriloff. Det er et Menneske med Selvmordsmani, et interessant
Eksemplar for en Læge, et Stykke af en Filosof, en Russer i Sind
og Skind, men — under hvilket Synspunkt man end vil betragte
ham — en gal Mand. Dostojevski har fordybet sig i den Opgave
at lade ham tale som et fornuftigt Menneske, der forsøger at
bringe sine Anskuelser i System. Der er ikke Mening skabt i
hvad han siger, og det er i Længden ikke morsomt at følge hans
Udviklinger; men Dostojevski arbejder trofast med dem, det ser
ud, som om han mener, at der paa Bunden af denne dybe, i
den rene Nonsens udhulede Afsindsgrube maa kunne findes en
straalende Sandhed, som det vel var Umagen værd at hæve, det
nemlig, at en konsekvent Ateist tillige er gal. Det hænger vel
sammen med Dostojevskis egne religiøse Meninger, men under alle
Omstændigheder sporer man i hans taalmodige Omhu for at bringe
en Art af Orden i Kiriloffs Vanvid Fryden over at have med det
usammenhængende, det skrigende og urimelige at bestille. Hans
Kunst slaar ikke til her, vi andre har ikke samme Nydelse deraf
som han — indtil endelig Kiriloffs Dødsstund slaar. Da hører
alle Indvendinger op. Dette er det største, der i denne
Retning kan naas. Der staar en Em af Rædsel og Krudtrøg op
fra Kiriloffs døde Legeme i den mørke Stue, hvor det ligesom
har ramt os i sit Fald, vi er kuede og bundne af Dostojevskis Kunst.
En saadan sælsom Uhygge midt i den tilforladelige Virkelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
