Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hende bort med sig, hen til en Oldgranskermiddag, hvor han placerer hende
paa Galleriet. Naturligvis løber hun bort herfra, og Stykket begynder netop
med, at hun ringer Storm paa den stakkels Zoolog Vibes Klokke. Straks
begynder den unge Frue sine Jeremiader, og i sin Tales ri vende Strøm
aaben-barer hun nu, at hun har læst de moderne Talsmænd for Kvindens Frigørelse,
som Fanden læser Biblen: det eneste hun vil er Fornøjelse, evigt og altid
mores, aldrig selv have den mindste Forpligtelse, hun tager alt af Uanden
som hans forbandede Skyldighed. Des værre synes Forfatterinden at ville
gyde et forsonende romantisk Skær over denne ubehagelige Dame, hun
lader hende nemlig pludselig drømme sig tilbage til Forlovelsesdagenes
emme Kærlighed. Dette er sikkert usandt, li en Dame som Fru Nelly vilde
vist nok ved Mindet herom baade snærre og hvæse af Raseri over sin
egen Taabelighed den Gang. Det hele Stykke er trist nok anlagt som Spøg.
Nu ringer Manden paa, Nelly skjules, og Vibe faar Fortællingen en Gang endnu,
og derpaa falder selv Hr. Klein, denne Middagsselskabshelt, hen i Drømme om
den svundne Lyksalighed. Han gaar, glemmer —hvor behændigt!— sin Frakke
i Stuen, knap er han ude af Døren, saa kommer Nelly frem af sit Skjul, hvor
hun mærkeligt nok ikke synes at have hørt sin Mands Stemme, et Øjeblik efter
staar de to Ægtefæller Ansigt til Ansigt med hinanden. Forsoningen hidføres
hurtigt og nemt ved, at (Udgranskerne skal danse, hvad der med Rette kommer
Fruen overraskende. Danselysten tager Magten fra hendes Forbitrelse, og Arm
i Arm gaar Parret bort til Dansens Glæder. Det hele ydre Apparat er yderst
barnligt lavet, men ikke faa af Nellys Repliker synes selvhørte, saa
lyslevende klinger den unge Dames Egoisme i dem.
Udførelsen var betroet til Teatrets unge, og den dækkede sandelig ikke
over Manglerne. Vibe, denne Baggrundsfigur, blev ved Hr. Mantzius’s sikre Spil
trængt frem i Forgrunden, medens Hovedpersonen svandt ind til intet ved
Frk. Lindemanns Lektieopramsning af sin Rolle. Hun gav alt med samme
Fart og i samme Tone, medens netop Fart og Tone burde have sprunget
mangfoldige Gange fra den ene Yderlighed over i den anden.
I sin anden Nyhed, Paul Heyses Sørgespil „Æresgæld*, førte det kgl. Teater
ligesom et Stykke Nutids Tydskland frem for det danske Publikum, men dette
møder uden tilstrækkelig Kendskab til denne Militærstat til at kunne illuderes
af den sørgelige Skæbne, der ubarmhjasrtigt slaar den raske Baron Hubert til
Jorden. Det Æresbegreb, der volder dennes Død, forekommer os unaturligt,
det synes os ubegribeligt, at en Mand af Ære noget Øjeblik kan være i Tvivl
om, at det netop er hans Pligt at sværge den Ed, Bankieren fordrer af ham;
her staar jo en Kvindes Ære paa Spil, at noget kan være en Mand af Ære
vigtigere synes utænkeligt. Lige saa utroligt synes det visselig, at denne Don
Juan med sit Leporello-Album ikke skulde være mere vant til den Slags
Situationer, end at han straks farer sammen, blegner, knap kan sidde et Minut
roligt paa Stolen, saa snart Leinburg blot berører sit „delikate* Ærinde.
Ja hvor utroligt dette hele Stykke forekommer danske, fik man Bevis
for, da alle Anmældelserne næsten uden Undtagelse beskyldte Hr. Zangenberg
for at give Publikum Forstaaelsen ind med Skeer. Hr. Zangenberg havde
været i sin fulde Ret, om han havde sagt: „Nej stop, D’Herrer Kritici! Det
kan være, jeg har spillet daarligt, men jeg har netop holdt mig Teksten
efterrettelig,* og han kunde have dokumenteret dette med Heyses egne Ord. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
