Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Professor H. Høffding: Om Religionsfrihed og nogle dermed forbundne psykologiske og etiske Spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For den europæiske Menneskeheds Vedkommende gjorde
Kristendommen denne Ide gældende paa en sejerrig Maade.
I Begyndelsen stillede Kirken sig i bestemt Sondring fra
andre menneskelige Samfund som et Rige, der ikke var af denne
Verden. Den levede i Forventningen om, at denne Verden vilde
ophøre. Da denne Forventning ikke opfyldtes, begyndte Kirken
sin kulturhistoriske Mission. Den paatrykte snart det indre og det
ydre Liv sit Præg, hvad enten dens Herredømme fremtraadte
derved, at den ligefrem herskede over Staten, eller derved, at Staten
i den saa’ et uundværligt Redskab til at sikre Fred og Lydighed.
Efter den middelalderlige Kirkestat, hvor Paven var Kejserens
Overhoved, fulgte det >territorialec Princips Herredømme, hvor
Landsherrens Religion ogsaa skulde være Undersaattemes (cujus
regio, ejus religio).
Da kommer fra det 18de Aarhundrede af Principet om
Statens religiøse Neutralitet frem. Hvad enkelte isolerede Tænkere
havde fordret, proklameredes nu som Lov for store Nationer. De
nordamerikanske Fristaters Forfatning er den første, som er bygget
paa Religionsfrihedens Princip.
Et stort Gode er dermed opnaaet. Den aandelige Kamp
kan nu føres friere, da de ydre Vilkaar ere mere lige for alle.
Saa mægtige Fordomme og Fanatisme endnu stadig kunne være,
saa raade de dog ikke mere over saadanne Midler som Baal og
Brand eller udvortes Forfølgelse.
Men et stort Ideal, en stor Tanke er opgiven: Tanken om
en fælles Tro, om inderligt aandeligt Fællesskab for den hele
Menneskeslægt. Og en stor Kraft synes at maatte gaa tabt, den,
der ligger i Sammenslutning formedelst fælles Anskuelse om Livets
største Problemer. Vi have nu Lov hver at blive salige paa sin
Fa?on. Men vil det ikke let føre med sig, at vi sejle hver sin Sø
og tabe den gensidige Forstaaelse?
II.
Man.vil fra kirkelig Side svare, at det har ingen Fare:
Opløsningen vil kun være forbigaaende, og paa Frihedens Grund vil
en ny Tros-Enhed, sandere end den tidligere tvungne Enhed,
op-naas. Og i Fritænkernes Lejr haabe mange paa, at den Tid ikke
er fjærn, da alle fornuftige, ærlige og dannede Mennesker have
vendt Kirken Ryggen, saa at i det højeste kun Dummerhoveder og
Hyklere blive tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
