Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Jul. Lauge: Studier over Leonardo da Vinci. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
II.
Leonardo stiller paa flere Steder i sin Trattato della pittura1)
den bestemte Fordring til Maleren, at han skal være universel:
det er ikke nok, at han blot kan gøre en enkelt Ting godt,
saasom en nøgen Figur eller et Hoved, eller et Klædebon, eller
Dyr, eller Landskaber, naar han gør det andet daarligt, sligt
stemmer ikke med Kunstens Værdighed. Selv den daarlig begavede
kan lære at gøre en enkelt Ting godt, naar han uafladelig giver
sig af netop med den. Man maa huske paa, indskærper Leonardo,
at Malerkunsten i sig omfatter alle de Ting, som Naturen
frembringer, og som Mennesket deraf forarbejder. Den goddædige
Natur har jo sørget for, at man overalt i Verden Ander noget at
efterligne. Hvilken Rigdom af indbyrdes Forskellighed frembyder
ej alene Menneskenes Maade at være paa! Og hvilken Forskellighed
i Dyrenes, Træernes, Urternes, Blomsternes Verden, og i
Landskabet mellem Bjærgegne og Sletter, Kilder, Floder, og atter
mellem Byer, offentlige og private Bygninger. Redskaber til
menneskeligt Brug, Klædedragter, Smykker, Kunstarbejder! Den
gode Kunstner, hvis Sjæl skal være som et Spejl, der optager
Billedet af den samlede Verden, maa forstaa at vise Retfærdighed
mod alle disse Ting. Men det er uno tristo maestro, som ikke er
kommet videre end til at kunne gøre en enkelt Ting godt.
Saadanne Udtalelser, som vi her have anført efter Leonardo’s
egne Ord, og som fra hans Side visselig ikke hørte til de løst
henkastede, staa i en vis Modsætning til den italienske Billedkunsts
om end ikke eneraadende, saa dog stærkt fremherskende
humanistiske Retning, dens afgjorte Forkærlighed for
Fremstillingen og Forherligelsen af Mennesket. Specialister paa andre af
Billedkunstens Omraader, f.Eks. Landskabsmalere, Blomstermalere,
Dyrmalere osv., havde man jo den Gang endnu ikke; derimod fandtes
der italienske, særlig florentinske Kunstnere, som med erklæret
Ensidighed gjorde Menneskeskikkelsen til næsten udelukkende
Genstand for deres Kunst. Det maa derfor uden Tvivl være
denne Retning, der kulminerede med Michelangelo, som Leonardo
har haft for Øje med sin Polemik. Idet han tager Afstand fra
den, nærmer han sig, som det synes, den samtidige eller nærmest
foregaaende nederlandske Kunst. Er der nogen, som vilde have
>) Richter, I, No. 499, 500, 503, 504, 505, 506.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
