- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 3 (1886) /
494

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Wsjewolod Garschin: Fire Dage, Fra Russisk ved Professor Thor Lange

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

en Kugle i Mellemgulvet? Nej, det sukker lige ved Siden af mig,
og ved Siden af mig er der jo ingen. Saa kan jeg nok tænke
mig dertil: det er mig selv, der sukker. Kortaandede, dæmpede,
pinefulde Suk. Gør det da saa ondt? Det gør det vist. Kun
har jeg ingen rigtig Følelse af Smerten, fordi min Hjæme er træt
og tung som Bly. Jeg vil hellere lægge mig ned som jeg laa og
sove, blot sove videre. Men mon jeg vaagner igen af den Søvn?
Det er det ikke Umagen værd at tænke over.

I samme Øjeblik som jeg er i Begreb med at lægge mig
til Rette igen, falder en bred Strime blegt Maanelys hen over
Stedet, hvor jeg befinder mig. En sort, ubestemmelig Masse kommer
tilsyne i en fire fem Skridts Afstand fra mig; hist og her glimter
Maaneskinnet i Blink over Metal. Det er Uniformsknapper eller
Vaaben, der skinne. Enten er det en saaret eller ogsaa er det
en død.

Ligemeget, jeg lægger mig alligevel til at sove. Nej, det
kan ikke være muligt. Vore Folk maa være her i Nærheden. Det
gjaldt jo om at tage Stillingen her, og vi tog den ogsaa;
Tyrkerne løb tilsidst. Hvorfor skulde vi saa ikke sætte os fast her?
Men hvorfor er saa alting omkring saa stille? Hverken Lyd af
Stemmer eller Knitren af Vagtild. — Det er kun mig selv, der
af Svaghed hverken kan høre eller se. De ere her naturligvis
endnu.

»Hjælp, hjælp!« —

Vilde, fortvivlede, hæse Skrig bryde frem fra mit Bryst, men
ingen svarer paa dem. Højt og skærende klinge de bort i
Natteluften. Saa bliver alt stille igen; kun Græshopperne synge
ufortrødent videre. Maanen ser medlidende paa mig med sit store
runde Ansigt.

Om han derhenne kun havde været saaret, saa vilde han
være vaagnet af sin Dvale, da jeg skreg. Det er et Lig. En af
vore eller en Tyrker? Herregud, ligesom om det ikke kunde være
ganske det samme. — Og Søvnen falder atter paa mine
feber-glødende Øjne.

Jeg ligger endnu med lukkede Øne, skøndt det er en rum
Tid, siden jeg vaagnede. Solen skinner; det kan jeg mærke, og
jeg forstaar, at den vil skære mig i Øjnene, om jeg lukker dem
op. Det er bedst slet ikke at røre sig. I Gaar blev jeg saaret

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1886/0504.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free