Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Wsjewolod Garschin: Fire Dage, Fra Russisk ved Professor Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maader al pine Mennesker paa; de ere opfindsomme. I
Sammenligning dermed er det en Salighed at maatte ligge i Fred og dø
sin egen Død. Men hvis det er mine Folk, hvor jeg hører til?
Fordømte, forbandede Buske! Ikke et Glimt kan jeg se igennem
dem! Kun helt nede ved Jorden er der en Aabning mellem
Grenene, gennem hvilken Marken nedenfor Skraaningen kommer
frem. Der maa ogsaa den Bæk være, af hvilken vi drak, inden
vi tog Bakkeskraaningen med Storm. Bækken selv kan man ikke
se herfra, men et Stykke af den murede Bro over den er synlig.
De maa nødvendigvis ride over Broen. Deres Stemmer lyde
svagere; jeg kan ikke skelne, hvad Sprog det er, de tale; min
Hørelse begynder ogsaa at svigte mig. Gode Gud, giv, at det
maa være mine egne. Saa vil jeg raabe til dem, naar de kommer
tilsyne nede ved Broen. Men hvorfor ere de saa længe om at
naa derhen? Utaalmodigheden bringer mig endogsaa til ganske
at glemme den kvælende Liglugt, som stadigt er i Tiltagende.
Der komme de. Blaa Uniformer med røde Opslag og lange
sorte Lanser. Del er Kosakker; der er over et halvt Hundrede.
Foran dem med et Kors af Guld broderet paa Huen rider en ung
Officer. Han vender sig om i Sadlen og kommanderer:
Skarpt Trav! Marsch!
Hjælp, hjælp for Guds Skyld. Vent, Kammerater, vent og
og tag mig med, hjælp, hjælp!
Men Hestetrampen og Klirren af Vaaben overdøver min
Stønnen. De hørte ingenting.
O, jeg ulykkelige! I min Fortvivlelse trykker jeg Ansigtet
ned mod Jorden og hulker. Flasken vælter for mig, og Vandet,
min eneste Trøst, min Redning og mit Liv, løber ud deraf, men
jeg mærker det ikke, før der kun er en lille Smule tilbage paa
Bunden; det øvrige er allerede slugt af den tørre Jord.
Jeg vil hverken for mig selv eller andre udmale den Følelse
af forstenende Elendighed og Gru, som nu overfaldt mig. Helt
uden Bevægelse ligger jeg med Ansigtet ned mod Jorden og
Øjnene lukkede. Vinden vender sig flere Gange i Løbet af Dagen
fører snart et Pust frisk Luft, snart en Strøm af Stank ind over
mig. Den Dag blev min Nabo skrækkeligere end nogen ævner
at beskrive. En Gang, da jeg uvilkaarligt lukkede Øjnene op og
saa paa ham, kom jeg til at ryste over hele Kroppen. Han havde
intet Ansigt mere; det. var raadnet af og faldet fra Knoglerne.
Et rædselsfuldt Smil af Menneskeben, Evighedens Smil, viste sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
