Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Wsjewolod Garschin: Fire Dage, Fra Russisk ved Professor Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for mig med et saa gruopvækkende familiært Udtryk, som jeg
aldrig havde tænkt mig muligt, hvor mange Gange jeg end har
haft en Hjæmeskal mellem Hænderne og studeret den. Dette
Skelet i Uniform med blanke Knapper slog mig lam af Forfærdelse.
»Det er Krigen«, tænkte jeg. »Han derhenne er dens Sindbillede«.
Og Solen brænder og bager mere og mere ubarmhjærtigt.
Huden paa mit Ansigt og mine Hænder er for længe siden begyndt
at skalle af. Det Vand, der var tilbage i Flasken, har jeg drukket
altsammen. Tørsten pinte mig saa ulideligt, at da jeg vilde helde
et Par Draaber Vand paa min Tunge, kom jeg til at synke det
alt paa én Gang. Hvor kunde jeg ogsaa være saa fortvivlet dum
ikke at kalde paa Kosakkerne, da de red forbi Buskene. Selv
om det havde været Tyrkere, kunde jeg dog aldrig andet end
bave vundet derved; de havde gjort det af med mig i en Time
eller højst to, men her faar det ingen Ende med, hvad jeg skal
døje, til jeg en Gang om lang, lang Tid slipper af med Livet. Stakkels
lille Moder derhjemme. Slakkels, stakkels Moder. Naar du hører,
at jeg aldrig kommer igen, river du dine graa Haar ud og løber
Panden imod Væggen og forbander dit eget Liv og hele den Verden,
som ikke kan forliges men fører Krig og plager Mennesker ihjel.
Kunde jeg endda være vis paa, at hverken du eller Masclia
fik hele Sandheden at vide, saa skulde jeg ikke klage for min
egen Skyld. Værre, end det nu er, kan det aldrig blive.
Der ser jeg igjen den lille Hund, som var bleven kørt
over paa Gaden. Politibetjænten slog den med Hovedet ind mod
Muren og kastede den over et Plankeværk ind i en Have. Men
den var levende endnu og laa og pintes hele Dagen til ud paa
Aftenen. Saa har jeg det alligevel meget haardere end den.
Idag er det den tredje Dag; saa kommer den fjærde, den femte,
den sjette. Kunde du ikke være naadig, Død, og tage mig snart!
Nej, den vil ikke, den lader mig ligge alene under denne
hjærteløse Sol, som hidser min Tørst til Raseri og bringer Liget
derhenne til at forgive mig. Det stinkende Legeme har aldeles
løst sig op; Myriader af Orme falde ud deraf og vrimle om paa
Jorden til alle Sider. Naar han snart er helt ædt op, saa der
ikke er andet end Benraden og Uniformen tilbage, kommer Turen
til mig. Saadan kommer ogsaa jeg til at se ud.
Dagen gaar og Natten gaar. Der er ingen Forandring.
Morgenen bryder frem. Der er ingen Forandring. Og Dagen
begynder igen at gaa, men Tørsten plager mig ikke saa stærkt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
