Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Bibliotekar Emil Elberling: Forfatnings-Ændringerne i Frankrig og England. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ud over, hvad der i Fremtiden vil være muligt under lignende
Forhold. Man vilde desuden sikre sig imod en sindrig
Lovfortolkning, der netop blev fremsat 1877, og hvorefter Regeringen
nok skulde »sammenkalde« (eonvoquer), men ikke »samle« (reunir}
Vælgerne inden de 3 Maaneder. Denne Bestemmelse havde et
rent praktisk Formaal og kunde hverken fremkalde lang
Forhandling eller alvorlig Modstand: ikkun 139 Monarkister stemte
imod, medens en Mængde radikale Republikanere afholdt sig fra
Stemmegivning, fordi de slet ikke ville finde sig i, at Præsidenten
og Senatet i Fællesskab skulle kunne opløse Deputeretkammeret,
der for dem staar som det rette Udtryk for Folkets Vilje og derfor
bør være sikret imod et saadant Indgreb fra de andre
Statsmagter. At Opløsningen kun skal tjæne til at skaffe Vished for,
hvad der virkelig er Folkets Vilje, bryde de sig ikke om.
Næst efter denne Bestemmelse var der to, der nærmest
kunde betegnes som politiske Demonstrationer, den ene rettet
imod det klerikale Parti, den anden imod de tre monarkistiske
Grupper. Ved den ene ophævedes det hidtil gældende Paabud
om, at der første Søndag efter Kamrenes Sammenkomst i alle
katolske og protestantiske Kirker skal opsendes »Bønner til Gud
for at nedkalde hans Hjælp over Kamrenes Arbejde«. Vi kunne
vanskelig forstaa, at en saadan Bestemmelse er bleven optaget i
en Grundlov, og der er heller ingen Tvivl om, at den fra første
Færd kun er bleven indsat paa Dril, fordi Monarkisterne, som ikke
havde kunnet hindre selve Republikens Indførelse, dog vilde vise
Republikanerne, hvor stærke de endnu vare, ved at paanøde dem
en saadan Ordning. Men paa den anden Side skulde man synes,
at det ikke var Umagen værdt at gøre et stort Numer ud deraf,
og at det havde været bedre at følge det gamle latinske Raad
„qvieta non movereu (man skal ikke oprøre rolige Vande). Der
vaktes nemlig en stærk Storm, og de heftigste Bebrejdelser
udslyngedes imod Flertallet og Ministeriet, som vilde skyde Gud til
Side og afskaffe Religionen, skønt det oplystes, at ingen saadan
Regel gjaldt under Restaurationen og Julikongedømmet, ej heller
var optagen i nogen tidligere fransk Forfatning. Da Forslaget var
vedtaget med 520 Stemmer imod 180 — disse angive altsaa det
klerikale Partis Styrke — foreslog et Medlem af dette, at der
skulde aabnes Underhandlinger med Paven om at ophæve den
Bestemmelse i Konkordatet, hvorved det paalægges Præsteskabet
at bede for Republiken; ti det var jo aabenbart, at den ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
