Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Modgangen vendte mørkere Sider ud. Entusiasmen
fik ingen Næring, Ømheden vakte Latter. Der lagde sig Skorpe
over Sindet. Den indadvendte, harmfri Fantast æggedes op og
staalsattes til hamiskklædt Angriber, den idylliske Melankoliker
blev stridbar Satiriker. Han antyder selv, hvorledes Kampen har
gjort ham bitter: J’ai des cicatrices un peu partout, je te l’ai
dit, au cerveau et au cæur siger han i Indledningen til Nouveaux
contes å Ninon, og han forudsiger hende, at han ej længer
kan knytte Buketter uden Fare for, at der løber Torne med. Det er
en hel Slægts Historie — den som nu bliver til Aars —, smertelig
udreven af høje Ulusioner at kaste sig over i bitter og uretfærdig
Pessimisme, i bedsk-sød Rugen over Livets Skyggeside.
Hadet er blevet en af hans Grundfølelser. »Hvis jeg er
noget værd nu, saa er det, fordi jeg er ene, og fordi jeg hader«
hedder det i Mes Haines. »Hadet er helligt, det er de kække og
mægtige Hjærters Indignation. Hade er at elske, det er at føle
sin Sjæl varm og højsindet.« Det er da intet snævert, goldt Had,
nej! det flammer ud af en lidenskabelig Kærlighed til noget andet,
som det hadede staar i Vejen for. Og derfor har Zola ikke sat sin
Ømhed til under Kampen, den er kun mere tilbagetrængt, faar
sjældnere, men des intensere Udslag.
Og Entusiasmen er heller ikke kvalt. Zola tilbeder Kraften;
det er blevet hans Slagord, impuissant hans Yndlingsskældsord.
I Eugéne Eougon og i Nantas er den samme Type varieret
paa en fysisk og aandelig stærk Mand; og begge vinde til Slut
Magt og Ære, ja Kvindens Kærlighed ved deres Styrke. I
Fortællingen Nantas hedder det — og Overgangen i Tidsform er
betegnende —: »Hele hans Tro paa Kraften vendte tilbage hos
ham, han erkendte ingen anden Løftestang i Verden, ti det er
Viljen til Livet, som har skabt Menneskeheden.«
Men med hele den mørkere Aandsretning vender
Kærligheden til det store sig mod Medfølelse for det stores Undergang.
En storslaaet tragisk Patos er Grundfølelse i Zola.
Disse Følelser, der danne Kærnen i dette Sjæleliv, gaa og
komme ej som løse Stemninger eller slaa ud i Affekt; i dette
melankolske, dybe Sind har de boret sig indad og intensificeret
sig til Lidenskaber. Det medfødte Temperament er melankolsk,
det af Livet formede, erhvervede er kolerisk. Zola er Passion. Han er
eksklusiv i Sympatier og Antipatier, intolerant, fanatisk; men det
er ogsaa Lidenskaben, der giver hans Natur Lødighed. Selv til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
