Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
staar han, at han ofte er ensidig og uretfærdig, men — udraaber
han — »Er den da intet værd, Lidenskaben, som flammer,
Lidenskaben, som holder Hjærtet varmt ?«
Udefra fyldes nu dette lidenskabelige Sind med et rigt
Billedstof. Med udviklede Sanser og en altid våagen Erkendelsestrang
— Levetrangen hos intellektuelle Naturer — høster Zola en Skat
af fine Iagttagelser og Erfaringer: Ursules ■Øjne ligner en
Katte-killings, der har Tæring. »De ristede Flæsketænner lugtede som
naar en Hest bliver skoet.« Og de bevares i en 9tædig og
rummelig Hukommelse. I sig selv er Fantasien — den kombinerende
som den sammenlignende — uden Svinge fordi Virkelighedssansen
er saa stor, d. v. s. de til Livet svarende Idéforbindelser for faste.
Hans Sammenligninger ere i Reglen Fremhævelse af rent ydre
Lighed: Vin termarker ne er i Maaneskinnet g mat Uld, en gammel
Arbejders Harken er en rusten Tridses Gniden. Og Forstanden er
heller ikke mer end jævn og solid.
Først i Lidenskab er Zola sig selv. Efter Uvenners Udsagn
er ban en ren Bjørn i Salonlivet!; selv tilstaar han, at han kim er
en daarlig Gauseur. »Jeg er kun god, naar jeg har en
Overbevisning, og jeg bliver vred.« Medens hos mai^e Lidenskaben
tilslører Erkendelsen og hæmmer Fantasien, giver idette lidenskabdig
stormende Sind sig aldrig direkte Udløb; men Følelsen forvandler,
forklæder sig til Billeder og Ræsonnement dier ændrer og styrer
disse i sin Lignelse. Derfor bliver Zolas Tænkning ej sjælden
sofistisk, Fantasien lyrisk tendentiøs.
Fantasien bliver under Lidenskabens Pust symbolsk, som
naar i L’Asaommoir Brændevinsretorten under sit Airbejde forekommer
Gervaise at udgyde sin Alkoholsved over Boulevarderne, fylde
Seinen, drukne hele det vældige Hul Paris, — eller Smeden ved
sin Esse (Le Forgeron) bliver Arbejdets Heros, Aarfaundredets
utrættelige Søn, som slaar paa Tingene med vor Analyses
Værktøj, som former i Ilden og med Jæmet Fremtidens Samfund. Øg
Fantasien er deklamatorisk Lyrik i denne Fortune Aes Bougon’s
Slutning: »Den røde Atlaskes Las, der sad i Pierres Knapbul,
var ikke den eneste røde Plet i Rougonernes Sejer. Glemt under
Sængen i Sideværelset laa der endnu en Sko med blodig Hæl.
Kærten, der brændte hos Hr. Peirotte paa den anden Side af
Gaden, blødte i Mørket som et aabent Saar. Og ude paa St.
Mittrepladsen, paa en Gravsten, var der en stivnet Blodpøl.« Dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
