Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa sin Udvikling; det er en »self made man« med dennes
berettigede Stolthed og Selvfølelse, undertiden med Stænk af Arrogance,
og med naturlig Trang til Anerkendelse, til Arbejdets Løn.
En helstøbt Figur, hvis Liv er helliget én Idé, hvis Kraft er
sat ind paa ét Værk. Yderst en bister, haardfør Karakter, som ej
véd af Kompromis, en praktisk og realistisk Aand, vendt udad
mod det nære, haandgribelige. Nedenunder: den troende
Entusiast, der bøjer Knæ for sine Idealer, den ømme, fantastiske
Melankoliker, der trækker sig ind i stille Stemningsdrøm, det dystre,
dumpe Gemyt, som — Hader af det spillende, stikkende gule —
sympatiserer med det dæmpet sørgmodige mørkeblaa. — Og
dybest, som Grundlag, den urkraftige, kærnesunde Organisme med dens
friske, fulde Livskrav.
IH.
Ens Væsen udprojicerer sig i éns Grundanskuelser. Zolas
dybe Virkelighedssans gør Livsanskuelsen naturalistisk og — som
naturligt for Franskmænd — positivistisk. I Comtesk Aand er Zolas
Tilbedelse af den menneskelige Fornuft. Oprørsinstinkterne og den
melankolske Ømhed for alt undertrykt fører til demokratiske og
socialistiske Sympatier. Det er paa alle Gebeter en revolutionær:,
paa det religiøse, sociale, literære.
Derfor ser han fjendsk og mørkt paa Samfundet og
Samtiden. Hans Pessimisme er ikke Ibsens logisk-etiske, ikke
Turgén-jews tvivllamme, men en melankolsk-kolerisk, rent human Harme.
Etsteds i Pot-Bouille følges Præst og Læge ned ad Trappen.
»Under Porthvælvingen standsede Præsten, som knuget af Træthed.
Hvilken Elendighed! mumlede han sørgmodig. Lægen bøjede
Hovedet og sagde: det er Livet.« Men Pessimisme som
Livsopfattelse betragter Zola som Tegn paa aandelig Afmagt. Han har
en stærk og sund Naturs Tro paa Livet; han elsker det og tror
paa dets selvforyngende Kraft, bliver derfor Fremtidsoptimist. Jo
bitrere han ser paa Nutiden, des mer entusiastisk knæler han for
Fremtiden. Som en Rousseau sætter han de lyse Barndomsminder
op mod sin tunge Livskamp og ser Kræftskaden ved den
moderne Kultur i »Nervernes Sejer over Blodet*. Og ligesom sin
store Aandsfrænde drives han ind paa Forherligelse af Dumheden,
Dyret Det dyriske er for ham lig Sundheden. Han siger med
Pascal Rougon, at Désirée er mere værd end hele Verden; i Une
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
