Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Les Halles-Verdenen, den politiske, Kulgrubearbejdernes; og i
Sjælelivet virker hver Kraft for sig, uafhængig sideordnet med de andre.
Kræfternes Sammenspil, den psykiske og sociale
Gnidningsmodstand tager han ej i Beregning. Saaledes sker det, at denne
melankolske Satiriker ikke skildrer det - praktisk vel lykkeligste — men
etisk og æstetisk ynkeligste ved Livet: Kræfternes indbyrdes
Udjævning, Livets lunkne Graahed. Men des større er Tonerenheden,
Klaugsikkerheden i Værket. Disse Omgivelser, dette Liv maa skabe
dette Sjæleliv, og delte atter en slig Handlemaade.
Paa dette beror, hvad der — æstetisk set — er Zolaromanens
Hovedfortrin: Indtrykkets overbevisende Kraft og indre
Selvoverensstemmelse — Virkelighedens Kriterie —, hvoraf den digteriske
Værdi afhænger: Ævnen til at illudere. Det tager os med Magt,
vi tro derpaa, leve det med, enten det saa ligner Virkeligheden
eller ej. Og det er jo al Digtnings første Opgave, dette at skabe
Liv, faa os til at leve. Romantik er berettiget saa længe og for
saa vidt den kan illudere; men jo mer — gennem ophobet
Erfaring — de til Virkeligheden svarende Idéassociationer fæstnes —
Respekten for Virkeligheden vokser —, de6 mere realistisk maa
Digtningen blive for at kunne illudere.
Medens mange Romaner falde fra hinanden i Brokker og
Episoder, virker Zolas derfor som Ensemble, Totalitet. Ikke at
Handlingen altid er én, i Pot-Bouille f. Eks. er det blot
Smaa-skildringer; men Billedet er ét. Og det er grelt og konsekvent
gennemført Planen er tegnet med sikre, aldrig forfejlede Linjer
og Omrids. Den er skarpt begrænset: intet uvedkommende løber
med; men hvad der er givet, er givet fuldt ud: intet er blot
antydet. Opfattelse og Fremstilling er plastisk, ikke musikalsk. Det
viser sig ved den enkelte Scene: intet er Skitse eller Radering, det
er Staalstik alt. Analyserer man en Scene som Strygescenen i
Juniheden hos Gervaise, hvor Coupeau kommer fuld hjem
(L’Ås-sommoir V), mærker man, med hvor lang Aande Tonen er holdt,
med hvor stædig, aldrig rystende Haand Naalen er ført: ingen
Mislyd, intet Strejfstrøg; alt er truffet, logisk gennemført — Staal.
Deraf denne Digtnings næsten brutale Magt over Fantasien og
Fasthagen sig i Erindringen: Zolas Romaner huskes meget bedre
end anden Digtning.
Og under denne ihærdige Arbejden sig ind i Æmnet dukker
en Rigdom af Detaljer op, svulmer Stoffet mere og mere om ham.
Zola skildrer alt meget omstændeligere end andre. Paa utaalmodige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
