Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Zola river Masken af, trævler Vævet op. Han er
Driftens Digter. Hans Sympati for det stærke, uhyklet brutale, fører
ham did; han søger det enkelte, Formlen i alt. De mere
udviklede Tilstande, Sjælskræftemes fine Samspil eller Brydning,
Halvheden og Dobbeltheden i Sjælen — en Turgénjews Yndlingsgebet
— behandles ikke af Zola. Driften, den utæmmelige, blinde Drift,
er hans Tema, og mindre dens lønlige Vækst end dens bruske,
grelle Udfoldelse. Og ligesom han i Skildring af et Milieu svælger
i den masseagtige Overfylde, saaledes er han ogsaa her
Yderlighedernes Mand. Han giver Lidenskaben og dens sanseløse,
kraft-dirrende Udbrud: den naivt ukyske Driftselskovs Udfoldelse (Silvére
og Miette i Oprørsnatten, Moreut og Albine i Paradou),
Paul-ines Jomfruelighedsprøvelser, det generationsdybe Hads raa Udslag
i Oerminal, Marthas driftvilde, ved Afslaget attraapinte Lidenskab.
Slige Steder naa’r Zolas Skaberævne et saa hensynsløst Mod. en
saa intensiv Energi, som overhovedet faa Digtere have naaet. Eller
Tilstande af sjælelig Opløsning, Hjærneforstyrrelses-, sløve
Halvbevidsthedstilstande. Genialest ere slige skildrede i Francis Mouret
under Flugten fra Galehuset og under sin Udaad, i Julien Michon
paa Broen, da han har kastet Liget i Vandet (Pour une nuit
d’amour), og især under Helenes Hengivelse til Deberle.
1 slige Stemningsskildringer viser ikke blot Iagttageren sig,
men ogsaa Digteren, der lever Digtningens Liv. Med Melankolikerens
Fomemmelsesfantasi suger han sig ind i alle Slags Sjæleliv. I
Smaatræk, en instinktiv lynsnel Fornemmelse, en Vending eller
Idéforbindelse afslører et helt Sjæledyb sig; i en Sætning som
denne i Comment on meurt, at Bønderne gaae rolig og frygtløse
»ned i den Jord, de kende saa godt og elske«, er gemt en hel egen
Sjæleverdens Duft.
Fra først af kunde Zola ikke skildre Individer. Han giver
de almenmenneskelige Træk eller en enkelt Følelses Udvikling.
Det næste Skridt er, at han gør en enkelt Side til det hele, giver
Typer: denne Retning kulminerer i Lisa, Spækhøkermadamen.
Langsomt og trinvis naa’r han til at tegne virkelige Personer.
Udviklingen kan studeres i de beslægtede Figurer: Silvére—Florent—
Etienne. Men.aldrig bliver det meget sammensatte Skikkelser, Zola
tegner; bedst instinktledede Naturvæsener som Désirée og Albine,
enkle, grove Sjæleliv som Gervaises, Nanas, Maheufamiljens, eller
en Maxime, hvis Sjæl — efter H. Bang — er »en Tavle, hvorpaa
der lige godt lader sig skrive alt, og hvor ingen Griffel ridser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
