Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jerndorffs Dr. Blink, det var; som havde han bygget hele Figuren efter en
altfor bogstavelig Forstaaelse af Repliken: „Jeg læser mig saa dum o. s. v.‘.
Denne Rolle burde have været i Hr. Emil Poulsens Hænder, nu anvendtes hans
Kræfter kun til at føre den faldne Engel Garding trygt over Latterlighedens
Rævle. Man kan kun beundre den fine Resignation, Hr. Poulsen gød over
denne flove Person i Fængselsscenen.
Maanedens øvrige Indhold hører Gæster til; først og fremmest Frk. Ida
Aalberg, der næste Teateraar er fastknyttet til den københavnske Scene, hvor
hun i Aar vandt sin skønneste Sejer. Vi danske kan kun glæde os over atter
at have en tragisk Skuespillerinde af høj Rang iblandt os, men vil den Glæde
ikke blive kim stakket, vil Frk. Aalbergs Fødeland ikke kræve hende tilbage
som sin Ret? ... Det var i en moderne Rolle Kunstnerinden sagde Farvel, og
enhver, der saa’ denne Ydelse, maa glæde sig over, at Farvel’et blev til et „Paa
Gensyn*.
Det er Slutningen paa Mathilde Dumonts Ægteskabstragedie, „Straffen*
fortæller. Alt hvad der ligger forud, hele Forhistorien, staar i et dunkelt
Halvlys, der mere tilslører end forklarer. En Oplysning, som en af Replikeme
synes at indeholde om Mathildes Utroskab, at denne havde sin Grund i
Tak-nemmelighedsfølelse mod Alvarez, hvem hun troede sin Mands Frelser, er
langt fra tilstrækkelig, ja faar selv ellers alvorlige. Folk til at trække paa
Smilebaandet. Ej heller det Mørke, der hviler over Mathildes og Alvarez’s
Forhold i de forløbne syv Aar, baader Indtrykket af Stykket, (i Parentes
bemærket forvirres man yderligere ved, at Dagmarteatrets Oversættelse lader
Jeanne være jævngammel med Forholdet, begge ere 7 Aar!) Den Glæde,
Alvarez ikke kan skjule ved Dumonts Tale om en nær Bortrejse, synes at tyde
paa en Fortsættelse af Forholdet, hvad meget andet, blot saaledes Mathildes
Udbrud i første Akt: „Saa har jeg da solgt mig*, bestemt taler imod.
Dagmar-teatret havde sikkert indlagt sig større Ære ved at fremføre Skuespillet i
Girardins egen, oprindelige Form, og ikke i denne Bearbejdelse. Man havde
da tillige været fri for denne Dumas’ske Teaterfigur Fru Larcey, hvis
snakkesalige Vid mange Steder synes for plumpt til at taales ret længe i Hr. og Fru
Dumonts Hus. Dog Skildringen af Mathilde Dumonts Sjælekval er nok til at
hæve „Straffen* op til en tragisk Højde, ingen anden af denne Vinters Nyheder
har naaet.
Denne Kvindefigur fik Kød og Blod i Frk. Aalbergs skønne Fremstilling,
over den del blide, klare Lys, der er Kunstnerindens bedste Eje. Tragisk
Højhed var der over hendes Mathilde fra først til sidst, og ingensteds stilede
hun højere end hun naaede: stilfærdig i sine Bevægelser som i sin Tale var
hun i al Simpelhed et ædelt Billede paa Sorgen. Fru Dumont vil saa inderlig
gærne være munter og glad overfor sin Mand, men hans beskedne Lykke over
at se hende, over at have hende hos sig lægger sig knugende tungt paa hende,
og Sorgens Sky dækker atter hendes skønne Pande. Hun kan vel tvinge sine
Læber til Smil, men hendes Øjne fortæller paa samme Tid i deres
smerte-dunkle Raadvildhed, hvor uværdig hun finder sig Dumonts Ømhed. Og saa
hvor helt anderledes er hun ikke overfor Alvarez, intet Forsøg paa at skjule
den Modbydelighed, det blotte Syn af ham er hende, hun trækker sig tilbage fra
hans Hænders Berøring som for et væmmeligt Kryb. Hendes bløde Stemme
klinger endog haard overfor hans Bøn om Elskov, hun taler heftigt uden nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
