Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ly hos sin Moder, og her træffer hun Blanka, der nylig har fornægtet
hende. Misundelsen stiger op i hende ved Synet af „Søsteren*, og led, som
hun er ved sig selv og sit Liv, lader hun Blanka vide, at, naar man har Penge,
kan man sagtens have sin Ære i Behold. Hendes rappe, hæse Stemme skærer
med sin syge Klang tværs gennem Marv og Ben paa Blanka, og denne kaster
sin Skindkaabe over Sveas frysende Krop. Med lysten, halv ængstelig Glæde saa’
Svea ned ad sig, medens den velgørende Lunhed atter bragte Blodet i raskere
Fart Allerede Sveas Optræden paa Basaren i første Akt havde vist Frk.
Lundqvists Talent, hvor frygtsom var hun ikke mellem alle disse Silkekjoler
og hvor ængstelig ydmyg ved at tale til de fine Damer. Foruden hende
for-tjæner endnu et Par at mindes: Frk. Hårds troværdige, stille Agnes og Hr.
Hagmans ærlige, voldsomme Frithiof, Rollens ikke sjældent hule Fraseflom fik i
hans Mund en søgte Varme.
Til Slut kom i Aar som i Fjor Emesto Rossi. Uden Trup drager han
Verden om, spillende med Skuespillere, der ej forstaar hans Tale, ja næppe véd
at falde ind med de knapt tilmaalte Stikord i rette Tid. Hans Spil bærer som
oftest Præget af en tydelig Langsommelighed, han vil gøre sig forstaaelig for sit
ny Publikum, men han burde vide, at hvad enten han taler langsomt eller
hurtigt, lige lidt fatter den store Mængde af hans Publikum hans Tale, og at
dets Interesse mattes hurtigere ud, naar den betagende Flugt fattes. Opfattelsen
af Rollen er gærue udmærket, og med beundringsværdig stræng Konsekvens
fører han den fra først til sidst gennem hele Rollen, men Udførelsen bliver
undertiden noget ensformig netop herved.
Ingen af de to nye Figurer, han denne Gang førte frem for vort Publikum,
vil i dets Erindring fordunkle hans Othello. Først Kong Lear: han er straks
den affældige, den højhedsvanvittige, gamle Konge. Opfattelsen er sikkert den,
der stemmer bedst med Teksten, men til den Opfattelse hører nødvendigvis en
lille, svag Oldingeskikkelse, og Hr. Rossi traadte op som den hærdebrede Kæmpe,
han er: at denne Lears vældige Haand ikke straks knuste Regan og Goneril,
forekom sikkert mange en Gaade. Desuden leder denne Opfattelse meget let hen
til en stadig Gentagen af et og det samme, saaledes f. Eks. i hans Forhold til
Døf rene, og det blev netop ogsaa denne Sten, Hr. Rossis LeaT snublede over.
Saa lidet klartseende er Lear heller ikke, at han ikke alt har loddet sine Døtres
Kærligheds forskellige Dybde, derfor bliver Indtrykket urigtigt, naar man som
Hr. Rossi lader ham føle samme forstenende Smerte, hvad enten det er Regan
og Goneril eller det er Cordelia, der saarer hans Hjærte. Den sande kongelige
Højhed, der hvilede over Kong Lear helt igennem, vil være det, der længst
erindres af denne Figur og saa et Par enkelte Optrin. Først det, hvor den
gamle Konge kommer hjem fra Jagten og fornærmes af sin Datter, dirrende af
magtesløs Harme sætter han sig ved Bordet, han vil skrive til sin anden Datter,
til sin Regan, og alt som han føjer Ord til Ord, hæver han hvert Øjeblik
triumferende sit vrede Aasyn mod Goneril, nu skal hun faa at se, hvor gæme
hendes Søster lager mod ham. Da han med Fæstet af sit gamle Slagsværd
satfe sit Mærke under Brevet, var del Dødsdommen over sin Kærlighed til
Goneril, han stadfæstede. Det andet Optrin, der vil have brændt sig
uudsletteligt ind i en modtagelig Tilskuers Erindring, er Genkendelsen af Cordelia.
Han vil først ikke tro sine egne Øjne, det maa være en Drøm, Cordelia! det er
jo umuligt, men endelig efter lang Vægring kaster han sig ind til hende, synker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
