Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Axel Steenbuch: Under Kastanjetræerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi vandred ud af Byen. Men endskøndt vi skifted Scene,
vi spilled vore Roller paa samme Vis omtrent.
Vi hvilte paa en Bænk, paa en afsides Skrænt,
som Kastanjer ruged over med blomstrende Grene.
Om Sommervinden vifted? om Maanen var tændt?
om en Nattergal sang paa det ensomme Sted?
— De kan tænke Dem det selv, hvis De synes, det maa med!
Jeg véd kun, vi sad tavse og alene.
Eln Sommerkvæld, naar Dagen saadan falder i Blund
som et Barn, der har leget og tumlet og støjet,
mig minder om en Baad, som mod Havnen stævner ind,
lig en Fugl med Vingen spændt for den sidste Rest Vind,
og saa stryger sine Sejl ét for ét og bli’r fortøjet.
Og altid greb det sælsomt min Sans og mit Sind,
dette Sommeraftensyn, som drog ind imod Øjet.
Maaské det slapped Vilje, maaské det raned Styrke,
men det daared og det lokked, denne Stilhed, dette Mørke.
Jeg fulgte tavs fra Siden hendes buede Kind,
jeg saa’ paa hendes Skikkelse, lidt foroverbøjet,
hendes Skulder, der kun halvt var i Sommersjalet hyllet,
hendes Fletning over Nakken, hendes fine Profil,
men især dog hendes Øjne, der saa’ ud, som hun var tryllet
af den trættede Natur, der nu tog sig et Hvil.
Da bad jeg hende sagte om et Kys af hendes Mund.
Hun smilte, et eget, et forunderligt Smil;
forst i Øjet, saa ved Munden; dér hvilte det en Stund.
Hun trued som i Skæmt, og paa Hovedet hun rysted;
der spilled over Minen som et Glimt af Drilleri.
Men siden faldt i Tanker hun; knapt løftedes Brystet,
og Øjet fulgte Myggene, som sværmede forbi.
Det blev mørkere. Halvt sorte nu Kastanjerne stod,
et Skyggetag, som skærmed os mod Aftenduggens Stænken.
Vi saa’ ej Løvets Farve, saa’ ej, Blomsterne var smukke;
kun naar Vinden af og til fik nogle Grene til at vugge,
dryssed bløde, hvide Smaablade ned over Bænken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
