Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Axel Steenbuch: Under Kastanjetræerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var som Sommerfugle, der, da Luften nu blev svalet,
og Dagen lukked Øjet, ned fra Højderne daled
i Angst for Nattens Komme, og saa døde for vor Fod.
Mørke maa der til, for at Tyven kan faa Mod.
Jeg slog min Arm omkring hende, rolig uden Jag,
men inderlig. — Jeg mærker endnu den Dag i Dag
mod mine Fingerspidser det bløde Stof i Sjalet.
Da bed hun sig i Læben; hun för sammen, og hun vred
sig heftig af mit Favntag; det bølgede i Barmen;
tilbage over Ryggen af Bænken hun sig smed
og hulkede fortvivlet med sit Ansigt imod Armen.
Der er Grader af alt, af Sorg som af Glæde;
der er Grader, mange Grader af et Menneskes Graad.
Der er Foraarsregnens Stænk, som gør en Bamekind vaad,
den er Dug for fine Spirer, som trænger til Væde;
der er Sommerdagens Byge, som gi’r Varme bag efter
og kan skænke Træets Bladehang dobbelte Kræfter. •
Og saa er der den bitre, hvor hver Taare er en Braad;
til sit Løb helst de søvnløse Nætter den kaarer;
den holder Saaret aabent; det er giftige Taarer,
hvis Strøm kan dybe Furer over Kinderne æde.
— Men hvad mener De om den, som det Menneske maa græde,
der sér, det gaar mod Fald, og ej véd levende Raad?
Hendes Sjal var gledet bort, og hvad ellers det dulgte,
nu den lyse Kjole tegned i den halvmørke Nat
med sarte, smukke Omrids, som betaget jeg fulgte.
Paa Jorden bag ved Bænken, dér lyste hendes Hat,
den lette, hvide Straahat med Blomsterne og Sløret;
hendes Fletning var løst op, og nu tog Aftenvinden fat
og lod Haaret vi I te fint omkring Tindingen og Øret.
Jeg var ikke længer Elskeren, som spændte sine Garn
for at fange ind et Kys og et Favntag eller mér’;
jeg blev en gammel Mand, og hun et hjærtesygt Barn;
og jeg klapped hendes Arm, strøg med Haanden hendes Lokker,
som en Fuglemoder stryger med sit Næb sin Unges Fjer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
