Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Georg Brandes: Aladdin. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ævne. — Hvorfor ikke? Fordi han stræbte og sled, skrev og
læste altfor meget, bestandig samlede Materialer, men ikke var
Arkitekt, mindst en Arkitekt som Aladdin. Han havde Lærdom,
Beregning, han sad inde med sin Forskens og Gransknings
Resultater. Men det var ikke paa sligt, det kom an. Alt det var af
ringe Værd i Sammenligning med det, som manglede ham: den
barnlige og geniale Simpelhed, der løser alle Vanskeligheder ved
Instinktets Inspiration; Grund væsenets hemmelighedsfulde og af
alle gode Magter understøttede Kraft, denne Kraft, som kun
boede i de nordiske Folk, urokkelig som Nordstjærnen, mægtigt
straalende som Nordlyset, ja der i Grunden som Aladdins Lampe
var den hemmelige Urkraft, Lyset selv, som efter den grundtvigske
Tro ved dette Folk skulde bredes over Jorden.
Og saa var det, at det utrolige, ufattelige skete. Den
nordiske Tapperhed, den hellige og geniale Enfold blev overvundet
af vidtrækkende Tændnaalsgeværer, af artilleristiske og taktiske
Beregninger. Man havde (som Aladdin) vovet »Sandhed mod
Løgn, det gode mod det onde,c og Nureddin havde sejret; den
kolde Kløgt havde overvundet det danske Folks Genius; den
smaalige Beregning havde sejret over frie Mænds sorgløse Mod.
V.
Men medens saaledes i Danmark Aladdinstanken hos
Oehlenschläger beviste sin Dybde som rammende Tidsalderens
nationale Type og tillige sin Ensidighed og Svaghed i Livets
Virkelighed, blev den paa norsk Grund to Gange genoptaget og
behandlet af Norges største Dramatiker.
Første Gang i Kongs-Emneme. Her møde vi Aladdin- og
Nureddin-Natureme, varierede som Tronprætendenterne Hakon
og Skule. Den første har Retten, derfor Fortrøstningen; Lykken,
derfor Sejren; den anden der, interessant som han er, bliver
Stykkets Hovedperson, er den ærgerrige Grubler, fortæret i
indvortes Kamp og Mistillid, der har Ævner og Adkomster nok til
at være Konge, men mangler noget vist uhaandgribeligt, der
først giver alt det andet dets Værd, mangler Lampen. Han,
Nureddinsnaturen, er et Kongshoved, Hakon er den hele Konge.
Skøndt Hakon ikke er kløgtigere end Bispen, ikke djærvere
end Skule, er han dog den største Mand. Ti, forklarer Bispen,
den lykkeligste Mand er den største Mand. Den lykkeligste er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
