Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Docent Jul. Lange: Studier over Leonardo da Vinci. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er ligesom at se ud over et Landskab, der vekselvis streifes af
Solens Lys og atter ligger i Skyggen af de forbiilende Skyer.
Det stramme og haarde, selvtillidsfulde Smil om de gamle
Ægypteres og Assyreres Læber betegner en vis Følelse af Triumf,
der bedst egner sig for Despoter, som leve i Troen paa deres
egen Uovervindelighed; ti den despotiske Monark var Kunstens
øverste Herre og dens Ideal, og i Billedet af ham dannedes ogsaa
Billedet af de andre Mennesker. Endnu hos de ældre Grækere
finde vi en beslægtet Følelse: enhver husker det stive, ensformige
Smil paa alle Figurerne fra Ægina. Det synes at sige, at hvad
enten en Mand falder eller sejrer, saa sømmer det sig for ham
at gøre »gode Miner«. Men efter at Grækerne i Gerning og
Erkendelse havde vist, hvor svagt det i Virkeligheden stod sig med
Orientalernes Selvtillid og Tro paa Lykkens Uforanderlighed, have
de sikkert betragtet hin gamle, evigeSmilen som en Taabelighed:
i hvert Fald antog Aasynet nu den rolige, storladne Alvor, som
især imponerer os i Kunsten fra Perikles’s Tid, Fidias’s Periode.
I omtrent et Aarhundrede smiler nu den græske Kunst slet ikke:
først en helt ny Kunstnerslægt, opfostret under Filosofere og
Digteres intimere Fordybelse i den menneskelige Subjektivitet,
drager det atter frem, fint, diskret, ægte menneskeligt, især
kvindeligt. Saaledes f. Eks. paa Praxiteles’s knidiske Afrodite eller
hans Hermes fra Olympia, hvis Hoved — i forbigaaende sagt
-i Henseende til Udtrykket minder lidt om Hoveder af Leonardo
da Vinci. Sikkerlig ogsaa hos Malere som Apelles osv.
Men Oldtidens Kunst er alligevel aldrig meget smilende:
hvor man efter Nutidens Forudsætninger skulde vente muntre
Miner, træffer man dog for det meste »høje Miner«.
Over de tidligste Billeder af Kristus som den »gode Hyrde«
(fra Katakomberne) kan man træffe et mildt og venligt Smil som
en Slags Bebuder af en fjærn Fremtid i Kunsten; ellers fører den
ældre kristelige Kunst, især efter at den var kommet op over
Jorden og tjænte Kristendommen som Stats-Religion, et Aasyn af
en næsten skræmmende Alvor. Og saaledes blev det længe ved.
Naar man gaar i Forventning om Verdens snarlige Undergang og
Dommedags Komme, er man ikke oplagt til at smile. Det kunde
være værdt at vide, om der i hele den europæiske Kunst fra
Oldtidens Undergang indtil henimod Aar 1200 overhovedet skulde
findes noget smilende Aasyn. Men da — altsaa samtidig med
den gotiske Bygningsstils tidligste Udvikling — indfinder Smilet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
