Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. Georg Brandes: Aladdin. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hulen i Aladdin havde oprindeligt, i den danske Tekst, en
ganske anden Karakter; den er dér et æ ven tyrligt Led i et
æven-tyrligt Hele. Den virker ikke symbolsk, men med fuld sanselig Pragt
Den betyder ikke andet end hvad den er: Lampens Opholdssted,
indtil en dødelig bemægtiger sig Skatten. Den kommer derfor
heller ikke mere for i Digtet efter at Skatten er løftet.
Men idet Oehlenschläger fordyber sig i romantisk Refleksion,
tilfredsstiller dette naive Forhold ham ikke mere. Hulen udvider
sig, udvides og uddybes af hans borende Forstand saa længe,
indtil denne Hule udhuler og undergraver hele Digtet for ham. Den
bliver ham saadan noget som det Sted i Jordens Indre, hvor i Goethe’s
Faust Mødrene bo. Hans endnu for faa Aar siden saa sunde
Fantasi er paa én Gang bleven angrebet af taageagtig Følsomhed
og af quasi-videnskabelige Tendenser.
Det rent menneskelige i Digtets Slutning er ham ikke nok;
hans i Tyskland opstaaede nye Attraa forlanger det metafysiske,
det Yerdens-omspændende.
Hvor simpelt og menneskeligt ender ikke den danske Aladdin!
Da Hindbad er fældet og Storveziren har forkyndt den gamle
Sultans Død og Aladdins Tronbestigelse, følger Aladdins
Slutningsreplik, som indledes med de dejlige og berømte Ord: Dernede gik
jeg som en lille Dreng. De afsluttende Linjer lyde:
Hvor selsomt er dog Menneskenes Liv!
Et Vink og fluks vi er det gamle Støv.
Kom, Elskte! lad os vandre hen at se
Din Faders fromme Smil i Dødens Nat,
Og lad os saa, mens Folket tilbereder
Her til vor Kroning rundtom festlig Lyst
Henvandre uden Porten hist og sætte
Os eftertænksomt ned et Øjeblik
Paa Morgianes Grav ved Hyldetræet.
Det kunde ikke ende skønnere. I Ydmyghed, i Vemod, i Mindet
om kære afdøde, i Eftertanke paa den stakkels Almueskvindes
Grav — umiddelbart før Kejserkroningens Fester. Der er megen
menneskelig Filosofi deri, men tysk Naturfilosofi er der rigtignok ikke.
Ganske anderledes i den tyske Tekst. I det Øjeblik,
Hindbads Lig drages bort fra Aladdins og Gulnares Øjne og den skønne
Musik høres, sker der en pludselig Sceneforandring som i en Opera
eller Ballet: Aladdin og Gulnare staa i Under-Hulen i Bjærget.
Lampen staar endnu bestandig foran Aladdins Fødder, men brænder
nu. Lyset udgaar fra den. Men Hulen er dog ikke ganske den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
