Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Ernst Ahlgren: En Strid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Duft, en Atmosfære som skabt for Kærtegn; og saa tunge
Draperier ligesom søvndrukne Øjenlaag.
I Fruens Soveværelse var der mørkt; kun en lang Lysstribe
faldt ind paa skraa og forsvandt i Mørket.
Hun stod i Spisestuen og ventede, med Øjnene fæstede paa
Uret. Nu kunde han være der, nu skulde han være der, nu
syntes hun, at han allerede var der. Hun stod stille med Hænderne
støttede mod en Stoleryg, vendt mod Entrédøren og lyttede spændt
efter Klokken; Pigerne havde faaet Ordre til ikke at lukke op.
Var hun smuk? Nej, maaske ikke. Det var et sydlandsk
Ydre; en lav Pande, en bøjet lidt bred Næse; en stor Mund med
røde Læber, som lignede Bær, og hvide Tænder, der skinnede
frem i en smal Stribe hver Gang Munden aabnedes halvt med
en svag Krumning. Under det tykke afklippede Pandehaar skinnede
et Par blankbrune Øjne, i hvilke hele Ansigtets Liv samlede sig.
et Par dvælende, rundede Semit-Øjne med lange sorte Øjenbaar,
der skyggede over Blikket, og som imellem tog Fart ligesom for
at gøre disse brune Øjne endnu blankere.
Hun stod ganske stille, men hele hendes Sjæl var ved
Døren derhenne. Det store Spejl imellem Vinduerne kastede hendes
Billede tilbage, men hun saa’ slet ikke derhen.
Det var en fin, smækker Figur, paa én Gang fyldig og fast;
en fin, kraftig Spænstighed, der aabenbarede sig selv nu da hnn
stod stille. Pludselig rejste hun Hovedet, og Næseborene udvidede
sig. Der hørtes Lyd, men saa umærkelig, at knap en Kat paa
Rov vilde have givet Agt paa den. Men den kom nærmere, det
var Trin paa Trapperne. Kling––––-der lød Klokken!
Hun havde ladet Døren til Entréen staa aaben. Rapt og
lydløst ilede hun derud, med en Tyvs hele Behændighed fattede
hun om Laasen, og i et eneste Tag havde hun lukket op. Kun
Stilhed. Det var blot Køkkendøren, der blev lukket. Hun saa’
ud. Ingen.
»Hvem var det der ringede?« raabte hun ind i Køkkenet
»Ringede det?« sagde Kokkepigen og aabnede Døren, »ja
jeg hørte ikke efter. Fruen sagde jo at–––-«
»Javist. Jeg hører selv efter« sagde hun med en nervøs
Dirren i Stemmen. Og saa lukkede hun Døren igen, drejede
Nøglen om og gik tilbage til Spisestuen.
Hvor hendes Hjærte dog var kommet til at banke! Hun
gik forbi Spejlet ind imod Dagligstuen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
