Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Ernst Ahlgren: En Strid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at sige, om det var hende eller ham der havde friet, naar de blot
var lykkelige!
Hun følte sig saa ulykkelig, som om Hjærtet skulde briste.
Kunde han virkelig ikke faa sig til at komme igen? Og det var
den Dag, hun havde længtes saa meget efter! Og de var skiltes
som Uvenner og for en Bagatel!
Hun rejste sig og gik frem og tilbage paa Gulvet, vridende
Hænderne. Hun vilde kunne falde paa Knæ for ham, hvis han
bare vilde komme.
Hvor hun forbandede sin Trættesyge!
Hun kunde ikke sove, ikke leve, ikke aande, hvis hun ikke
fik ham at se, inden hun gik i Sæng. Hun maatte se ham, selv
om det blot var et eneste lille Glimt!
Han plejede aldrig at lade Nøglen sidde i Døren. Hun
listede sig gennem den mørke Spisestue hen til Døren, hun satte
Øjet til Nøglehullet, og nu saa’ hun ham.
Han havde kastet Frakken og stod i Skjorteærmer. Han
stod ved Vinduet ud til Haven, dér hvor de saa mange Gange
havde staaet sammen og set ud i Natten, saadan som han nu
stod der alene. Han holdt den ene Arm højt oppe støttet mod
Væggen og Panden bøjet imod den. Der laa noget saa
tungsindigt i hele hans Holdning. Ansigtet kunde hun ikke se.
Men i sin Beundring kunde hun ikke se sig mæt paa den
statelige Skikkelse, denne smidige Kraft i Holdningen, denne slanke
Figur og disse faste brede Skuldre. Hun havde i Grunden aldrig
før tænkt paa, hvor smuk en Mandsskikkelse kan være. Han stod
stille som en Statue. I Halvmørket derinde kunde hun kun
skimte Omridsene, der fremhævedes af de hvide Skjorteærmer og
den mørke, fast sluttende Vest.
Bedrøvet som en angrende Synder gik hun tilbage til
Dagligstuen.
Hun havde ingen Ro. Én efter én plukkede hun
Haar-naalene ud af sit stride, sorte Haar og kastede det saa ned fra
Hovedet, saa det faldt over hendes Skuldre i vild Uorden.
Hun gad gærne have grædt og hulket, hun havde saadan
Lyst til at rive i dette Haar, men hvad kunde det nytte!
Hun kunde ikke kalde paa ham. Stemmen vilde blevet
borte af lutter Ydmygelse. Men hun kunde vente, hun skulde vente.
Maatte ikke hans Længsel vaagne ligesom hendes. Stod han ikke
endnu derinde ved Vinduet! Hvad mon han tænkte? Han var
Tilskueren. 1886. 54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
