Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Ernst Ahlgren: En Strid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke vred længre, for saa var han allerede gaaet i Sæng. Men
han kæmpede imod sin Stolthed ligesom hun.
Hun havde haft Uret. Ja. Men det var netop det svære
at gaa og sige det til ham. Det vilde se ud som––––-—
Nej, det kunde hun ikke.
Aa!
Hun sank ned paa Chaiselongen i det ene Hjørne af
Dagligstuen, lige under den japanesiske Parasol og lige overfor den
mørke Dør ind til Spisestuen. Hun trak en Skammel under
Fødderne og lænede sig tilbage, skødesløst, blødt, med Hænderne
under Hovedet, saa de vide Ærmer faldt tilbage, og Haaret spredte
sig i sorte Striber over hendes bare Arme. Hendes Øjne saa
drømmende op i Rummet, og hendes Læber aabnede sig halvt.
Hun nynnede sagte, — ganske sagte, om og om igen, hans egen
velkendte Yndlingssang, hun sang den kælent, slæbende,
søvndyssende; hun sang den stigende, synkende; den lød gennem
Stilheden som en sagte Mumlen af Vand, der bryder sig Vej
gennem Stene, — hendøende som en lille ensom Fugls sidste
Aftenkvidder. Saa hørte hun Døren gaa derude i Mørket.
Hun holdt ikke op. Endnu mere søvndyssende sagte drog
Melodien over hendes Læber. Der var stille derude i Mørket, men
hendes Øjne søgte ikke derhen. De saa endnu opad mod
Skyggerne i Loftet. Blanke vidtaabne Øjne; brune, med sorte
Øjen-haar, som skyggede over Blikket. Og hendes sydlandsk gullige
Træk belystes af Skinnet fra de røde Blomsterkalke. Hun laa
stille med taarefyldt Blik, og Melodien sank ned som Fuglens sidste
lille søvnige Tone.
Og saa var han der, helt inde ved hende, knælende paa
Tæppet og med begge Armene om hendes Liv.
Hun saa ikke ned; hun laa stille, med halvaabne Læber.
Men hendes ene Arm listede sig frem og lagde sig om en
kortklippet Nakke.
»Ester«, hviskede han og trykkede sit Ansigt mod hendes
blottede Arm.
»Du maa ikke være vred paa mig«, svarede hun, halvkvalt
af Glæde og undertrykt Latter, »jeg havde nok friet selv, hvis du
ikke havde gjort det!«
Ernst Ahlgren.
[Oversat efter Forf’.s Manuskript].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
