Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med en kvik Nyfigenbed, der vel kunde friste selve Danmarks Rigshovmester,
udstyrede Skuespillerinden Dina i Mødet med Ull’eld, og hendes dybe Foragt
over hans formentlige Nederdrægtighed erstattede hun med en stivnet,
harmfuld Forbavselse. Rædslen for Pinebænken, Kampen mellem ja og nej kunde
næsten have passet Heltinden i et fransk Ægteskabsdrama lige saa vel. og over
den dømte og til Døden fastbestemte Dina gød Fru Nielsen et bodfærdig
Mag-daleneskær, der pressede Taarer af mangt et Øje.
Det burde være Fest for vore Skuespillere at spille Oehlenschläger, men
ak, man mærkede som Regel kun Træthed og Kedsomhed hos dem; heller end
gærne undslog de sig vel helt, om det bare gik an. Der er nu Hr. Emil
Poulsen : med hvad Ret skubber han Ulfeld fra sig, véd han ikke, eller vil han ikke
vide af, at det er hans uafviselige Pligt al spille denne Rolle. Maaske er den
ikke bleven ham tildelt, men det havde været hans simple Skyldighed at fordre
den for sig: Ulfeld er saa vigtig en Person i Tragedien, at han ikke maasvinde
ind til et taaget Intet som nu i Hr. Jerndorffs Hænder. Det synes som
Teaterbestyrelsen har sat sit sidste Haab om Frelse til denne Skuespiller, det er i
det mindste den eneste tænkelige Grund til nu Gang efter Gang at tildele ham
de vigtigste Roller. Hr. Jerndorff har ved en beundringsværdig Flid og et
ihærdigt Arbejde naaet frem til en Plads, hvortil hans lille nette Talent aldrig
i bedre Tider vilde have rakt. Nu synes det des værre som de mange store
Roller har bibragt ham for høje Tanker om sine Ævner,’ den ihærdige Flid
mærkes sjældent eller aldrig mere, det er som troede Skuespilleren sig kapabel
til alt, men ulykkeligvis knuser de store Opgaver netop kun hans spinkle Talent.
Hr. Zangenberg véd saa vist ikke at føre sin Stemme; der er altfor
stærke Spring fra voldsomste Sætten-i til sagteste Lullen-lien, men man mærker
intet til den pretentiøse Selvgodhed, der gør Hr. Jerndorffs Replikbehandling
saa ulidelig. Hans Walther bragte som en Luftning af Krigen med sig. som
en brutal Landsknægt traadte han op med svære Ryttertrin og Sværdklirren:
det var sikkert langt borte fra Oehlenschlägers klogt beregnende Walther, men
Herre Gud, det var dog Liv midt i den øvrige Dødhed.
Iscenesættelsen var foretaget uden tilbørlig Omhu, med en jaskende Harefod
var det hele faret over. Et Par særlig fremtrædende Eksempler herpaa var
Ulfelds Have og Marterkamret. Den førstes for alle Vinde aabne Plads gjorde
Leonora Christinas Udplapren af Ulfelds .skæbnesvangre Ord* og Dinas
Skjult-hed bag kun en Træstamme lige utrolig: hele Arrangementet stemmede
kun slet med Oehlenschlägers egne Ord, der fordrer bl. a.: en tæt
Lsvhyttt-gang, og Teatret præsenterede en Allé. Ej heller Marterkamret virkede ret:
Uhyggen mældte sig ikke. Og hvorfor saa lade Bødlen træde helt frem paa
Scenen og gribe fat i Dina, det er mod Teksten: „En Mand i røde Klæder
træder i Døren*, og Forgrundens Lys berøver desuden Bødlen det rette
ræd-selsindgydende Skær, derfor foreskriver Oehlenschläger med godt Blik for den
sceniske Virkning, at Bødlen bliver i Marterkamret og at dette kun er
halvoplyst af en Lampe under Loftet .... Denne Genoptagelse af Diva viste helt
igennem, med hvilken Misrøgt det kgl. Teater, tryg ved sit Privilegium, tør
behandle selv klassiske Digterværker.
Iscenesættelsen af Teatrets lille originale Nyhed I Stiftelsen var ej heller
særlig stilfuld; der var vel en Del gamle Møbler, der var en gammeldags
Kakkelovn, og der var meget andet i den Stue, men den særegne Stiftelsesduft,
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
