Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for de en Smule rørende Gammelmandsroller end for de Nathuer af Ægtemænd.
der ude af deres Koners Øjevidde spiller de lystige Ungkarle.
End videre har Dagmarteatret spillet Sardous Odette; Titelrollen kan
give en Skuespillerinde rig Lejlighed^ til at sætte sin Virtuositet i Relief, men
den nuværende Fremstillerinde, Frk. Ida Aalberg, besidder ikke en saadan
bisendende Virtuositet. Hendes Odelte blev i første Akt ikke en frivol Kokette, men
kun en nyfigen Evadatter, ja nsesten et tankeløst Barn. Med en nervøs Latter
havde Skuespillerinden sikkert tænkt sig at dække Odettes elskovslystne
Spænding, men Latteren klang saa bamesund og frisk, at den umuligt kunde være
Dækket for noget slet. Skuespillerinden spillede hele Resten som en mishandlet
Moder; hendes Odette fører ikke dette usle Liv af Trang, nej af hadefuld Trods
mod den Mand, der bar „stjaalet* hendes Barn, søler hun Gang efter Gang
hans Navn i Skarnet. Se blot hvor stolt hun afviser Philippes Mægling, kun
med Greven selv vil hun underhandle om dette, hun „har ogsaa en gammel
Regning at opgøre med ham“; paa denne Replik kan Frk. Aalberg støtte sit
Spil. Og overfor Greven selv: ikke et eneste Øjeblik slaar hun Blikket ned
for hans, Hadet giver først Odette Kraft, kun et Øjeblik kommer Blødheden op.
da hun opdager Faderens og Datterens grænseløse Kærlighed til hinanden, men
Bitterheden jager den snart paa Flugt og sejerssikker, som hun er, hoverer hun
næsten. Moderkærligheden sejrer jo tilsidst: stille og jævn som den
Taare-strøm, der vælder af Moderens Øjne, var Frk. Aalbergs Spil i sidste Akt, ingen
larmoyant Sentimentalitet appellerede til Publikums slette Instinkt, alt graat
i graat. ’
Hr. Vilhelm Wiehe har baade i Odette og i Straffen vist sig som en
Skuespiller af Rang, selv ved Siden af Frk Aalberg. Ingen af Rollerne svarede
særligt vel til hans Ævner, deres haarde, blankt polerede Skal passede ham
kun daarligt, men den bløde Mandighed, der klang gennem hans Slemme og
det vagtsomme Øje, hvormed han fulgte alt, lovede ikke saa lidt endda.
Skuespilleren har sikkert en alvorlig Stræben, men hans Stemme trænger til
at skoles, og han maa lære at føre sin Person uden Besvær. Det er Uret,
naar man sidder inde med Ævner, og det gør Hr. Wiehe ganske sikkert,
da at svinebinde disse ved ikke uafhjælpelige Fejl.
En hel Del Debutanter har den forløbne Del af Sæsonen bragt; af de
helt ny vil man sikkert bedst huske Frk. Puls’s energiske Ansigt. Det kgl.
Teater har fremført en Slags Debutant: Hr. Martinius Nielsen som Gerard i
Den Fremmede. Denne unge Skuespiller besidder stor Scenevanthed og en Del
Inderlighed og Troværdighed. Gerard var sikkert ikke ønsket af ham som
Debut, dog havde han Lejlighed til i den at virke med sin Stemmes varme
Klang, men for Resten skæmmes denne noget af en vis haard Snurren paa
R’errerne. Ogsaa Folketeatret har fremført en saadan Halv-Debutant: Fru
Augusta Kruse som Gyprienne i Lad os skilles ad. En naturlig Ængstelse i
Begyndelsen lod hende ikke have sine Midler ret til rede, og senere, da hun
følte fast Grund, blev hendes Lystighed noget overstadig og ufin.
Skuespillerindens Talent syntes dog for bevidst til Gypriennes „Uskyldighed*; hendes
Minespil, de trodsige, lidt spotske Krøller, hendes Læber slog under Mandens
Taler, var det bedste i hele Ydelsen.
Arthor Acmont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
